Litt om bruene over Svelgfossjuvet

Det har vært flere broer over Svelgfossjuvet, de første broene var provisoriske og må ha vært litt av en prestasjon å bygge på den tiden! Men da kraftutbygginga for alvor tok til, kom det etter hvert skikkelig bru over juvet. Det ble da bygd en hengebru, den ble påbegynt i 1906 og sto ferdig samme år. Denne brua gjorde tjenesten helt fram til den nåværende brua ble bygd. Denne brua ble levert av Alfr. Andersen mek. verksted og støperi AS. Grunnarbeidet ble påbegynt i 1970 og sto ferdig i 1971. Den gamle hengebrua ble stående helt fram til 1978, men den var da avsperra for all trafikk. (Bilder fra Digitalt Museum og Notodden Historielags samling)

En gammel bru over juvet fotografert av T. L. Tveitan på begynnelsen av 1900 tallet

Bilde av hengebrua under montering (Fotografering 20/7 1906)

Brua fotografert 2/10 1906

Her er brua fotografert fra juvet. Bildet er fra ca. 1909

Svelgfosjuvet var en turistattraksjon noe Telemarkens Bokhandel utnytta ved å lage postkort derfra

Det var også bru over inntaket til kraftstasjonen

Bilder fra riving av den gamle hengebrua i 1978

Kraftig redskap på plass ved Svelgfoss under rivingen

Fra rivingen

Fra rivingen

Fra rivingen

Nåværende bru (bygd i 1970-71)  foto: Ole Arvid Vassbotten


TIL TOPPEN AV SIDEN

DS Tinfos, Notoddens første båt. Av Arne Karlsen

DS Tinfos ved Notodden brygge 1910.

Avskrift fra Teledølen 2.mai 1910.

«Tinfos»
Notoddens første baat.

Tinfos Papirfabriks nye baat, «Tinfos», gjorde igaar saa at si sin indvielsestur, idet den ved 9-tiden avgik fra Skien til Notodden med en del indbudne herrer om bord, hvorav vi i fleng nævner: Kanaldirektør Støren, konstituert politimester Paulsen, postmester Jahnsen m.fl.

Amtmann Chrisophersen, ordfører Tinne og disponent Holm var ogsaa indbudt, men forhindret fra at møte.

«Tinfos» er en vakker baat og rummelig, større end de forrige baade i denne rute. Dens lengde over alt er 105 fot og dens perpendikulære lengde er 100 fot. Bredde paa spantet 19 fot og dybde i ridset 7 fot. Baaten er bygget ved Kristiansands mek. Verksted til første kl. i Norsk Veritas. Den har 4 vandtætte skot, og skroget er bygget av beste sort materialer.

Baaten har 2 master og er indrettet for isbryting. Den gjør 12 mils fart og certifikatet lyder på 250 passagerer. Maskinen er overmaade solid og er på 450 indikerte hestekræfter.

Baaten er moderne utstyret med elektrisk lys og 2 elektriske vinsjer. Den har 2 lasterum og er som sedvanlig indrettet med salon, dame- og røkesalon og mandskapslugarer. Lyskasteren er paa 2000 normallys.

Kraften til det eklektiske anlæg skaffes av en dampturbingenerator paa 7 kilowat.

Som fører er ansat premierløitnant i marinen Treu, som ekspeditør paa Notodden Peder Johnsen og i Skien brødrene Hansen.

Turen opover igaar var meget vellykket. Baaten gaar støt og sikkert, selv i sluserne uten slingring. Det eneste som er at si paa den, er at sætter noksaa meget sjø. Men det er jo nesten uungaaeligt med saa stor baat og saa stor fart.

Like efter ankomsten gik de indbudne gjæster op til Tinfos og under ingeniør Hansens og grosserer O. H. Holtas ledelse besaaes fabriken og det nye kraftanlæg ved Sagafos.

Kl. 3 samledes de indbudne sammen med vertene, i alt ca. 30, ved et smukt og veldekket middagsbord i administrationsboligen. Som vertinner fungerte fru ingeniør Hansen og frk. Astrid Holta.

D/S Tinfos.
Kallesignal MGBH – LEAG. Den ble bygget i 1910 ved Kristiansand mek. verksted, bygg nr. 134, for A/S Tinfos Papirfabrikk.Registrert første gang 25.januar 1911 for eierne O.H. Holta, Notodden, H. C. Hansen, Skien. H. H. Holta, Skien, Thorvald Schiøtt, Skien, Hans Abraham Hansen, Notodden.

Dette var en passasjer- og godsbåt for Tinfos egne produkter pluss diverse last og gikk i fast ekspress rute mellom Notodden og Skien med anløp av Ulefoss. Den var registrert for 185 passasjerer og brukte 3,5 time på strekningen.Tonnasjen var 186 brt.t. Lengde 105 fot, bredde 19 fot og dybde 7 fot. Hadde en trippel expansjondampmaskin på 425 ihk og kjele med 2 fyrganger. Farten var 12 knop, den seilte 2 turer daglig.
Tinfos avhender ruten i 1916 og båten blir solgt.

Rutetabellen over 3 spalterfor SS Tinfos i Teledølen for 2.mai 1910


Annonse over to spalter den 2. mai 1910 for
expressruta  Notodden – Skien
(Teledølen  2. mai 1910)

DS Tinfos hadde en del problemer med kjelen og radiatorene og det ble skiftet propell. Vinterstid var det også problemer med isskader på skroget, så det viste seg at driften ikke var uten vanskeligheter.

DS Tinfos sin historie
Bygget i 1910 ved Kristiansand mek verksted.
Første eier var A/S Tinfos Papirfabrik på Notodden.
Tinfos solgte «Tinfos»  15. Nov. 1916 til Stig Bjørn i Kristiansund.
Stig Bjørn selger båten 25.nov. 1916 til Sundals Dampskipsselskap. Går i trafikk mellom Kristiansund og Sundalsfjorden.
1917 er båten hos Namdalen Dampskipsselskap. Sundal Dampskipsselskap selger båten 21.mars 1919 til Bjørbæk og Tredahl. Oslofjorden og Nesodden-Frogn-Nordby Dampskipsselskap som overtok skuta 1923,  navnet er fortsatt «Tinfos». Bundefjord Dampskipsselskap har båten 1925 til 1927 og Tinfos er nå Nesoddbåt.
1926 – 1949 Indre Nordhordland Dampskipsselskap kjøper båten, navn «Hamre».
1950 Overtatt av Einar Cook i Bergen.
1951 nedgradert til lekter.
1955 ombygget til lastebåt, «Blaaøy».
1960 ny motor
1968 Ny eier Arvid Rånes, Åfjorden.
1971 Trondheimseid under navnet «Mira»
1978 eier Nils Fjeldvær
1981 Eies skuta av Asbjørn Morskogen i Nord Herøy.
1985 Ut av fart. Ble benyttet i fiskeoppdrett i Snillfjord.
1995 Sank under opplag, ble hevet av Taubåtkompaniet
1995: Slept til Agdenes og senket på dypt vann.

DS Tinfos som Nesodd-båt 1925 – 1927

DS Tinfos skifter navn til DS Hamre 1927 og har dette fram til 1955.

Modell av fjordbåten DS Hamre bygget av Edgar Hartvedt i Langevåg.

Den har hatt sin plass i utstilling på Osterøy Museum.

DS Hamre har og vært postførende skip fra/til Bergen i Nordhordland. Klubben Striletaggen – Nordhordland filatelistklubb har gjennom flere år samlet opplysninger om poståpneri/brev hus og  postførende skip  i forbindelse med bokutgivelse. Boka vil ha med bilde av DS Hamre og bilde av DS Tinfos fra 1910.

DS Tinfos i Løveid kanalen. Foto: Abel. Eier: Telemark Museum.

DS Tinfos frakter et lystig sangkor. Her gjennom Løveid kanalen.

Foto: Johan Bernhard Carlsen.  Eier: Telemark Museum.

DS Tinfos var en av de store elegante passasjerbåtene som gikk ekspress ruten mellom Notodden – Skien. Brukte 3 ½ time på turen med stopp ved Farvollen, Akkerhaugen og Ulefoss. Den korresponderte med toget i Skien og med kystruten fra Arendal. I tillegg til frakt av Tinfosbedriftens egne produkter befordret den ilgods til anløpsstedene.I Skien og på Notodden ble varer levert ut etter båtens ankomst. Det var ekspeditører på begge disse stedene.


Kilder:

Teledølen
Sjøfartsmuseet i Bergen
Edgar Hartvedt
Olav Idsø
Telemark Museum
Fotograf Johan Bernard Carlsen
Harald Lorentsen
Tinfos Papirfabrikk A/S

 


TIL TOPPEN AV SIDEN

Avskrift fra Morgenbladet onsdag den 2. den Juni 1852 da «Correspondenten» hadde sin første tur med Statsråd Stang

…… tidlig at vi Byfolk maate være på Benene, men det lykte os ogsaa en herlig, klar og smilende Maimorgen imøde, og de i forskjellige Grupper langs Landeveien og over Benstierne fremilende Hobe af glade pyntede Mennesker, der gaaende og kjørende, pratende og svedende skred op ad Geteryggens stenede Bakker, gave den stille Morgens nye Vaarglands det eiendommelige Livlige, der ene dannes, når ogsaa Mennester intages sin plads i den fine skabning. – Fra Brekke saa vi røgen af Damperen, og der var muntert Røre nede ved Stranden, der Inskibningen foregik. Lidt over 8 var alt klart. Salutten gives, og under Melodien af «Svøm trygt paa Nordhavs Bølger», som Musikkorpet spillede, men som jeg ville travetrerede til «Svøm trygt paa Nordsjøers vande», glede vi ud af Fjærekilen,, iagtagne af den på Strandbredden forsamlede Mængde; og fastholdte i en paa Land dvelende Malers Skizzebog.
Fjærekilen har vel ret vakre Partier, dog intet Imponerende, intet særdeles Tiltalende; – men snart var vi ude i den mer aabne Norsjø, og hilsede os foran Undalsgaardenes røde Bægge og grønne Marker den mekelige St. Michaels kirke i Fjeldet. – Jeg vil ikke skrive noget videre om denne; om den kan du læse langt bedre i Langes Optegnelser i Rigstidende og i Schivach telemarkiske Erindringer, og hvilken Nordsjøens «Statsraad Stang» vist i Tiden ogsaa vil bringe til hæder og Verdighed. Men nu kom vi længere op- Romenæslandet laa der ret forud for os; den venlige hvide kirke paa det grønne Teppe, speilede sig i den Frastand, vi nu havde, i den stille Søes Mørkebla Vande; men se der mod Vest, der gaar Ulefosbugten ind, der ligger jo en hel By derinde, det er Holden. Verket med sine venlige malede Arbeiderboliger, fine nye Barakker, Sagbygninger, og der til høire, oppe i lien – thi saa ser det ut fra Vandet af – der ligger jo et Pallads, en italiensk Villa? Ja! Det er Ulefosgaarden. Starkadds gamle Odelsjord, nu Sædet for herredsoldingen, denne Egns Veteran, Borgeren og Rådsmannen gamle Statsraad Aall. Ser du, kunsten har ogsaa vist at finne Veien hid; den byggede sig et Saulun der oppe under Fleldet, kransed av de glinsende Bierke og de evigfrønna Graner, og saa smilende ned paa det virksomme Ærvervsliv, som rører sig der nede ved dens Fod, famlende Guldkorn af Slidens og ?? ?? udtømmelige Gruber.
Men se mod venstre, der ligger det gamle Gudshus, holdenkirken med fine hvite mure. – I dette Øyeblik lyde hellige Salmetoner derinde, og høre vi dem end ikke, de klinge dog ogsaa her paa Dampskibet i mangt et hjerte med Lov og Priis og jubel til han, som forundte os denne hærlige Søndags-Morgen i sit store Skov- Sky; og Løvfalds-Tempel, det Menneskehender ikke byggede; og det stige i Bønnens stille Tanke op mod Alkjærligheden.
Ved Ulefos fik vi flere Deltagere om bord, og nu gik det atter du forbi Romarnæs over til Valebølandet, denne fra Vestsidens Beliggenheds Bakke- og England saa  ganske fortkjellige Skovtragte, innskaaren hist og her og Vale-Gaardenes dyrkede Enge og Ågre – men i den østlige Bakgrund sat en Stranke i Sauer-Fjeldenes skovbevoksede Sider. Fort gik det nå mot Nord, og snart var vi forbi Sandens Strænder; her begyde da det egentlige Thelemarken; og om ingen hadde fortalt mig det, saa vilde jeg jo seet det af Nationaldragdten, som her fremstaaede i de mange Grupper, her fra Odder, Pynter og høyder hilsede den forbiglidende Damper, med Sludren og rop og hurra. Det rene Naturlige, det Livlige, det Ophøyede, det, ja jeg vet ikke hvad jeg skal kalde det, det, for at bruge en ombordværende aandrig Dames Ord, det tidemandiske i dise Grupper, i al denne Baarglands, som afspeilede sig fra Land og Sø, gjorde Touren som Dagen til en sand hellig Dag, idetmindste for mitt hjerte.
Og nu gled vi inn i Vestelven, ind mot Gvarv – Stoppestedet paa Touren til Bøeboden, hvorfra Veien gaaer opover til Bøe og Siljord. Her bliver Søen trangere, Strandbredeens Agre og Kløverblom bukke sig i Boverne, og til høire titter en hvitmalt Bygning fram bag Trætoppene. Det er Gvarv – en Landhandlerbolig i engelsk cottage-Stiil – bygget for faa År siden af det ved Porsgrund smilende Egelies Staber, den ungdomsfriske kæmpegubbe, Hans Møller, der her havde opdaget en af Nordsjøstrandens herligste Punkter.
Det vil nu, da det er Andløbsted for Dampskibet, da det i en handelsmands Besiddelse tilbyder Bylivets tilvandte Bekvemmeligheder og ligger saa særdeles vakkert, vist blive besøgt, og ikke lide bidrage til at lokke ogsaa den sjælnere Bybeboer du paa Nordjø.
Fra Gvarv gik vi om Næsodden ind den egentlige Saudeelv; men hvor her var hærlig! – og frem for alt Agerhaugen. Tenk dig et Pungt  – nei ikke et Punkt – en Slette, men dog ikke større, end at du vel beregnet, efter den gamle Fabel, kunde opspende den med en Dyrehud, – denne Slette engklædt – blomstersmykket – skovbegroet – men ikke paa urnorsk skovbegroet med Martemalm og Tårnspirgran, nei ??egrøn pyntet af Birkebladenes -flagren om de sølvhide Stammer, af Orebuskenes mørkere Safteglands og Aspen og Siljurens og Asketræets Løvdragt – denne Slette
«favnes af den sølvblaa Bove krandset af de mørke Skove»
og i sin smilende Birkelund en fattig, enslig, tømret og mosdækket husmandsstue. Dette fattige Menneskeværk, denne saa ringe, saa uendelig rige og skjønne Natur; o! hvilet Billede har du ikke malet i min Sjel. Agerhaugen, om min Mennsekeringhed, min Armod, min Uskelhet, og om din uendelige Rigdom, din Storhed, din Magt, din Kjærlighed, din herre! Du Livets, du Lovens, du Blomstens, du Menneskenes herre!!
Op over Sauerelven aversede, med untagelse af Ruinfavnet sande Rinprospekter. Og her viste sig netop storheten i Damkraften; strid og rivende skjød Elven imot os – men for hin understæke Als maatte den vige. Det var nu ikke noen «Blodtræng» længre i Sauerelven. Mandens Seier over Matherien feirede sin stolte triumph. Endelig var vi komne til Tinnesand, her gik den største Del af Pasagerene i land for at bese Tinnefosen, da vi ikke kunde opholde saa længe ved det sidste Stoppested «Semslandet» i Hitterdal, at vi kunde faa Tid til at gaa op til den en fjerdingsvei oppe beliggende berømte nyrestaurerede kirke. Et savn ved Touren, som Mange beklagede og som vist vil være Dampbaadsdirektionen en Opfordring til at gjentage Lystouren endnu en gang i Sommer.
Tilbageturen gik efter et Ophold af omtrent en Time ved Tinnæs igjen nedover, og Kl. 8 Aften var vi atter ved Fjærdstrand. Alt vel inden Borde. – Alle tilfredse med Turen i det hele og alle Glade over at have tilbragt en saa rig – saa behagelig, saa herlig Dag.
At vi levede muntert om bord – om der end in (parentesis) sagt var lidt knapt for Øl og Mad, behøver jeg vel ikke at fortælle. Honoratiores havde vi ogsaa om bord – thi fra Gvarv kom Amtmannden og Sorenskriver Schvach til os og fulgte med til Hitterdal. Ved disses Ankomst blev de regalede med behørige hurraer og til Ære for Schvach spillede man Flagsangen.
Skaaler ble det frukket for Direktionen –  og disse gode Mænd fortjenede i Sandhed ogsaa; thi de Opofrelser, det Bryderie, de mange Ubehageligheder – de talrige utidige Kritikker, som dette hverv har udsat dem for, kan sandeligen kun svagt erstattes dem ved at man udtaler sin Ærkjennelse af det Gode, deres Udholdenhet har udrettet. Men det er jo heller ikke saadanne Ord, der skal være deres Løn – i deres Bevisthed, som i deres Følelse af at have udført noget Godt ligger den Løn, som en hver Fornuftig og Forfomsfri tiltjener dem.
Med Ønsket om held og Fremgang for «Statsraad Stangs» Ferd over Nordsjøe skiltes vi ad og med dette Ønske slutter jeg denne min korte Beretning til dig.

Avskrift fra  «Morgenbladet Onsdagen den 2.den Juni 1852» av Ole Arvid Vassbotten

Reklamebilde av » Statsraad Stang»



Bilett til seilasen

Før «Statsraad Stang» våren 1852 for første gang pløyde Norsjøspeilet, skrev C.N. Schwach denne sangen som også ble framført da båten for første gang seilde fra kaien i Fjærekilen.

Du Barn fra Britens Strande,
Du Grenlands Fostersøn!
Nu aabnes frosne Vande,
og snart er Bredden grøn.

End ligger du og sover
i Fjærekilens Bugt;
men snart i Skum av Vover
begynner du din Flugt.

Snart skal dig Flugten føre
St. Michels Hal forbi.
Da faar du vist at høre
en Høitidsklang deri.

Der toned Messesangen.
før Kirken blev forladt.
Og du vil vække Klangen,
en Røst fra Fortids Nat.

Naar vidre  på din Bane
Du øyner Hitterdal,
Du der, o stolte Svane,
En Fønir skue skal

Fakta
Båten ble levert av det engelske verftet Wiese og kom med seilskute til Langesund i slutten av september 1851 og maskinen kom fra verften Marshall i North Shields. Båten ble fraktet over Geiteryggen og opp til Gåsodden ved sydenden av Norsjø der den ble satt sammen.
Dampskipet var 130 fot mellom stevnene og 19 fot bredt mellom hjulkassene og stakk med 50 passasjerer og 20 tonn gods bare noen få fot dypt. Prislappen lød på 17326 spd. Båten var prydet med den norske løve som holdt Olavbilen i forlabbene.
20. desember 1851 var det stabelavløping og dåp i gråvær med sludd og regn, men dette forhindret ikke at en stor menneskemengde hadde møtt fra. Navnet på båten var i forkant et spørsmål som florerte i aviser og på folkemunne, men en endte altså opp med «Statsraad Stang» til minne om indreminister Fredrik Stang, en av foregangsmennene så vel for rikskommunikasjonen som for sluseanlegget i Løveid.
12. mai 1852 hadde Statsråd Stang sin første ordinære rute mellom Fjærestrand og Tangen brygge i Heddal. Avgangen var klokken 8 om morgenen fra Fjærestranden og hadde retur 12 timer senere til utgangspunktet. Skipets kaptein var Engebret Aslaksen fra Klovholt. Trass i at skipet første uken drev i land og fikk ødelagt skovlene, ble tiltaket betegnet som en suksess. Opp til 200 reisende pr. dag og ellers en mengde varer gjorde at Statsraad Stang allerede første året gikk med overskudd.
Men utviklingen gikk raskt i 1866 var det slutt for hjulbåten, båter med propell overtok.

Kilde: Rutebåtene på Telemarkskanalen.


TIL TOPPEN AV SIDEN

Skipstrafikken på Heddalsvannet.

Historien om Tov Johannesen Murukleiv fra Heddal

Her kan du lese om mestertjuven Tov Murukleiv fra Heddal, en sagnomsust kars liv og lagnad. Sidene inneholder foredrag, avskrifter (transkripsjon) og kopier av gamle dokumenter.

Innholdet på sidene er skrevet av Ragnhild Kaste Kaasa, med unntak av foredraget om Murukleivens damer, som er skrevet av Anette Hagen.

I menyen til venstre finner du følgende artikler:
Forord
Glimt fra Murukleivens liv – Foredrag av Ragnhild Kaste Kaasa på Turkeli 28. september 2014
Murukleivens kvinner – Foredrag av Anette Hagen Statsarkivet Kongsberg
Transkriberte dokumenter

Du kan se glimt fra historielagets arrangement » Vandring i Murukleivens fotspor» her


Innhold:
Forord
Glimt fra Murukleivens liv
Murukleivens kvinner
Transkribrerte dokumenter

TIL TOPPEN AV SIDEN

Historien om Strand skule

Til historien om Strand skule tar vi først med utdrag av et skriv som Jon Solberg, tidligere lærer ved Yli skule, skrev i 1986:

Strand skule
I «Dagbog for Hitterdals Sogneprestembede» står det 4. sept. 1877: «I følge Meddelelse fra Bratsberg amt er af tidligere afholdte Amtformandskab for Aaret 1878 bevilget følgende Beløp av Amtstskolecassen: Skolestue i Strand Kreds i Hitterdal 400 kr.»
Ein kan vel då gå ut frå at fyrste skolehuset i Strand krins vart bygd i 1878. Det sto nede i dalen der Strandsaga no står. Huset hadde 1 klasserom, var 33,2 kvadratmeter, eit lite kammers og gang.
Tilsynsutvalget i Strand krets skreiv 8. aug. 1899: «Skolehuset er rent for lidet og ubekvemt og murene saa daarlige, at huset er saa kaldt, at det er uforsvarlig at børnene sidde der om vinteren.»
Nytt skulehus vart reist i 1912, 2 klasserom og lærarbustad i andre høgda. Huset var i bruk fram til 1960, då Strand og Yli skulekrinsar vart slegne saman.

Lærarar:
1869: Johannes Strand lærar i Strand og Yli krinsar.
1875: Gjermund Gjærberg lærar i Ramberg krinsskule og Strand  *) omgangskule.
1894: P. Røysland lærar i Strand skule.
1913: Torgrim Mælandsmo lærar i Strand skule, han var der til 1949.
Lærarar etter den tid var Øyvind Horvil frå 1949, Halvard Røymål frå 1951, og Dreng Røysland frå 1955.
Siste skuleåret var Eivind Bakkemoen vikar.
Strand skule var 3-delt ei tid frå 1921. Lærarinner var Gudrun Rollag frå 1921, Ingebjørg Mæland frå 1923, Signe Vågen frå 1931, Åste Sætre 1935.
*) 1877 Kittel Vinbæk lærer i Ramberg faste skule og Strand omgangskule

Heddal 18/8 1986 Jon Solberg

Den gamle skolebygningen lå nede ved vegen der Strandsaga stod til for ikke så lenge siden. På bildet ser vi en skoleklasse fotografert i 1908 og i bakgrunnen det gamle skolehuset. På bildet under ser du navn på elevene

Elevene på Strand gamle skole i 1908

Den «nye» Strand skule ble reist i 1912, i 2. etasje var det lærerbolig

Her ser vi en elevflokk fra den «nye» Strand skule fotografert i 1934 – 35

Etter at Strand krets i 1960 ble slått sammen med Yli ble skolehuset brukt til grendehus, men da da grendelaget fikk nytt hus ble det i noen år stående tomt. Huset var i starten en stor, flott tømmerbygning, men ble i sin tid kledd.

Hele bygningen var lafta

Det ble gjort en del forsøk på å redde den flotte bygningen, men 26. april 2018 ga Notodden kommune og Notodden brannvesen den gamle skolen nådestøtet, bygningen ble brukt til brannøvelse.

Området der Strand skole i mange å sto er nå planert og en epoke er over.

Opplysninger og bilder fra Notodden Historielag, Jon Solberg, Gunhild Kasin Lia


TIL TOPPEN AV SIDEN

«Jomfru Holsts vertshus» på Skilrud i Heddal

Ved Skildrud i Heddal lå det et kjent vertshus drevet av Anne Trine Holst. Vertshuset hadde navnet «Jomfru Holsts versthus» og det er skrevet om det i mange reiseskildringer på slutten av 1800-tallet. Vi har samlet noen av dem her, og som dere vil se var det ikke bare «vanlige» eventyrlystne reisende som overnattet her!

Litt om «Jomfu Holst»
Anne Thrine Holst ble født i Holmestrand 16. juni 1816. Hun ble tidlig foreldreløs, men hun må ha vært en tiltakslysten person for etter hvert ble hotellvirksomhet hennes levevei. Først drev hun hotell på Dalen, senere kom hun til Vestfjorddalen og til slutt Heddal der hun i mange år drev «Jomfru Holsts vertshus» Når en leser de gamle reiseskildringene er det tydelig at hun var viden kjent, for mange reisende nevner «Jomfru Holst vertshus» eller «Jfr. Holst lille hotell» i sine historier. Hun døde 29. juli 1910 og ble gravlagt på Heddal kirkegård.

I Morgenbladet 5. august 1910 sto følgende om hennes dødsfall:

DØDSFALD.
Frøken Thrine Holst, Hitterdals ældste innvaaner, er avgaat ved Døden den 29de Juli og og ble begravet på Hitterdals Kirkegaard den 1ste August, skrives det til Morgenbladet, Avdøde er født i Holmestrand 16de Juni 1816 og blev saaledes 94 Aar gammel – Tidlig ble hun foreldreløs, men hendes uavhængige Natur bragte henne snart at bli selvhjulpen ved eget Arbeide. Mangfoldige Turister og Reisende vil mindes gamle «Jomfru Holst» fra den Tid, da hun tok imot Reisende, først på Dalen ved Bandak, senere i Vestfjorddalen og til slut i Hitterdal. I de sidste Aar levet hun ensom og tilbaketrukket, men fuldt aandsfrisk til det sidste. Under hendes ofte lidt barske Væsen bodde et varmt, trofast og rettskaffent Hjertelag.

Heller ikke den Norsk-Amerikanske avisen Scandinaven lot dødsfallet gå upåaktet hen, 21. september 1910 skrev de følgende:

Gamle «Jomfru Holst» døde nylig, 94 år gammel. Hun er viden kjent som hotelvertinde i Hiterdal i lang Tid, før Kulturstrømmen oversløyet hendes vel omtalte Bedrift paa Skjeldrud i Hiterdal. Hun var i Virksomhed i sit lille Kjøkken til faa Dage før sin Død. Hun levde i de senere Aar af en Livrente paa 50 Kr. Pr. Maaned. Hadde hendes Dødsfald og Begravelse været bekjendtgjort i betids og paa Alminnelig Maade, vilde hun hadt Følge til Graven; men alt foregik i Stilhet.

Vershuset lå ved den gamle hovedveien på Skilrud, det finnes dessverre ikke bilde fra den tiden det var i drift (i alle fall ikke som vi vet), men huset sto fremdeles da dette flybildet ble tatt i 1953. (Det er huset bak «Valenbutikken»)

I Tromsøposten lørdag 11. august 1888 kan vi lese en artig liten historie fra den gang den tyske kronprins Fredrik i 1873 var på reise i Telemark.

Keiser Fredrik og de tre Damer
Paa sin Reise i Thelemarken i 1873 boede den daværende tyske Kronprins med sit Følge en Nat på Jomfru Holsts Hotel i Hiterdal. Kronprinsen var adjungeret en en norsk Oficer, der bl.a. gjorde Tjeneste som Tolk. Da man nede paa Notodden spurgte, at Kronprinsen var kommen til Bygden, blev der naturligvis strags en sterk Valfarten opover af de mange Turister, baade Damer og Herrer som opholdt sig der, og som gjerne vilde se den berømte Kronprins og vordende Reiser. Blant de nyskjærrige var ogsaa tre Damer, der var ute som Turister. Den ene av disse tre kjendte den norske Officer, som fulgte Kronprinsen. Hun fik Officeren i Tale, og efterat hun havde presenteret sine to Medvandrere, der ligsom hun selv «saa forferdelig gjerne vilde saa se Kronprinsen», bad hun Officeren om et godt Raad, at de kunde opnaa denne store Lykke. Officeren sagde, at hvis de tre Damer vilde stille sig ved Gjærdet, saa antog han nok, at Kronprinsen snart vilde gaa en Tur og da komme lige forbi. Men saa maate Damene neie pent, sagde Officeren. Dermed fløy han ind og fortalte det til Kronprinsen. Denne tog strax sin hat og gik.  Han tog en Omvei, saa han kom bag paa Damerne, der ufraværende stirrede mod Trappen, gik tæt hen til dem og sagde paa bredt Norsk: «Goddag, mine Damer!» De tre vendte sig og kjendte strax Prinsen. Han hørte idetsamme et trestemmigt hu! – hi! – Ha! Hvorpaa de tre Damer satte afsted i vildt Sprag, som pokker selv skulde ha været i hælene paa dem. Kronprinsen stod igjen og lo, saa det klukkede i ham.

(«Fremtiden»)

En annen kjent person var også losjerende hos «Jomfru Holst».
Da General Grant i 1878 var på reise i Norge var Konsul Gerhard Gade med som reiseleder og skrev senere i sine memoarer om denne reisen.
(General Grant var president i USA fra 1869 til 1877, kjent for å ha fått slutt på borgerkrigen i USA .)

General Grant i Norge 1878, utdrag av Konsul Gerhard Gades Memoirer
For 25 Aar siden var Landshotellene i Norge endu i meget maatelig Forfatning, og i Telemarken var de svært beskjedent utstyrt med dem. Telefon, som nu gjenemkrysede Landet. Til stor Lettelse for de Omreisende, var ogsaa den Gang ukjent Opfindelse. Jeg hadde derfor ikke været i stand til paa Forhaand at sikre os Nattekvarter i Hitterdal i Jomfru Holsts lille Hotel, som jeg engang i tidligere Dage hadde besøkt. Vi fant ogsaa, at unge Englendere hadde opptatt de faa Værelser ovenpaa i Huset, som vi nødvendigvis maatte ha, men som den tjenestevillige Jomfru Holst trods sin beste Vilje ikke kunde gi os. Her var gode Raad dyre, og da vi ikke saa sent paa Aftenen kunde reise videre, maatte jeg gjøre et forsøk med Englenderne. Jeg kravlet op den steile Hønsetrappe, som det lille Trehuset hadde, og rettet en Appel til Englendernes Høymodighet om at rømme Værelsene til Fordel for den berømmelige Gjæst, som Hotellet huset. Jeg var i stor Tvil om, hvorledes Svaret vilde falde ud, og var så meget mere fornøyet, da jeg saa de pakke ind sine Ting og flyttede ned til det knappe Kvarter i Etagen under. Stemningen i England mot Amerikanerne var paa den Tid paa mange Hold alt annet end vellvillig og det kunne lettelig ha faat et Utslag ved den Anledning i et kort og uvillig Avslag. Men heldigvis gikk det bedre, end jeg hadde frygtet.

Den følgende Morgen fant jeg General Grant sittende ute paa «theporch», som sedvanlig med en Cigar i Munden, og rolig betragtet Arbeidsfolkene, som var iferd med Høyonnen i Bakkene paa den anden Side av Veien. Saa sa han: «Mr.Gade, de Folk derover, som jeg naa lenge har sett paa, utføre sit Arbeide forfærdelig langsomt, og jeg skulde paata mig at utføre i den halve Tid – men bra og skikkelige Folk er det nok alikevel, hvis jeg skal dømme dem etter mitt eget Bekjenskap med norske Arbeidere, som jeg har været sammen med paa mit Hjemsted i Vesten.» Jeg svarte han for formodentlig, at den norske Sendrægtihheten altid vil vige, naar den først kommer i Forbindelse med amerikansk Energi og Driftighet.  General Grant foretrak nu at kjøre alene i en Karjol, som maaske mindet han om en Sulky fra hans Hjemstavn, og hvori han kunde være overlatt til sine egne, stille Betragtninger. Jeg sat som Følge derav senere i Vognen ved Siden av Mrs. Grant, som jeg gjorde flere Spørsmaal om Forhold i Washington under Grants «presidents terms», som jeg ikke vilde ha fremsat for han selv. Julia Dent Grant, som nu hviler ved sin Mands Side i det prægtige Maisoleum, som hans Lansdmænd reiste ham ved Riverside Drives, passet hverken ved sine Aandsevner eller Opdragelse synderlig for den fremskutte Plads i det hvite Hus, som hun i 8 Aar blev kaldt til at inta som Præsidentens Hustru. Imidlertid kom hun og jeg godt ut av det med hinanden i den korte Tid, vi var sammen daglig i Norge, og jeg skulde gjærne ha talt med hende om hendes store og elskverdige Mand, som jeg følte vendskap for, hvis jeg hadde støtt paa hende senere under mine Besøk i Amerika. Hiterdals gamle Stavkirke, som er restaureret for et Par Menneskealdre siden paa en Maate, som har ganske berøvet den gamle Oldtidsbygning dens eiendomelige Utseende, ble besøkt paa vor Vei igjennom Skoge og Sandmoer i nordlig Retning mot Tinnoset. Men da Tiden for en længre Telemarkstur over Tinnsjøen og igjennem Vestfjorddalen til Rjukanfossen og Gaustadfjeld vilde mangle os, kjørte vi ut paa Dagen atter mot Øst og stanset en Times Tid paa Bolkesjø, hvor gamle Ole, der gik omkring i Nationaldragt paa sin Fædregaard og var en i lang Omkrets kjent original Person, følte sig meget smigret ved at se General Grant i sit Hus. Han glemte heller ikke at omtale med Stolthet, at han nogen Aar i Forveien hadde beværet den tyske Kronprins Fredrich, den senere syke Keiser, i sit Hus, da han reiste i Telemarken paa sit Besøk til Oscar den 2den efter hans Kroning i 1873. Av Sunset Coy’s Reiseerindringer fra Norge har jeg senere læst, at gamle Ole Bolkesjø omtalte for han med stor Tilfredshet, at General Grant fulgt av Konsul Gade hadde hædret hans Hus med en Visit, like som Kromprins Fredrich hadde gjort. Vi sat ute på Tunet og drak The, hvortil Mrs. Grant indbød flere norske Turister, mens vi beundret den smukke Række Fjeld med Gaustadkjeglen i Midten i Vest, og Folsjøen, som blinket nedenfor Bolkesjøen. Men vi hadde endu 3 Mil at kjøre om eftermiddagen til Konsberg, hvor vi fant igjen i Viktoria Hotel om Aftenen et saa godt Kvarter, som vi vel kunde ønske os i den lille Bergstad.Da jeg møtte General Grant ved Frokosten den følgende Morgen, klaget han over , at han hadde sovet slet, og at han led av Hodesmerter. Han vilde ikke derfor ikke straks fortsette Reisen til Cristiania etter Bestemmelsen, men holde seg i ro paa Konsberg. Han gik imidlertid snart ind paa mit Forslag at ta en en liten Spadsertur omkring i Byen, hvor jeg blant andet viste han Mynten hvor min gamle Studentkamerat, Hyttemester Richard Stalsberg, som jeg ikke havde set paa mange Aar, førte os omkring, og hvor han netop myntet Tokronestykker. Under vor Vandring den Formiddag blev Grant efterhaanden mere meddelsom, nærmest om sine egne Privatanliggende hjeme i Amerika, og han beklaget sig over de store Skatter, som han hadde at betale av en eller flere af sine Eiendomme, som ar blit han foræret da han hadde ført Borgerkrigen til sin Ende.Om Krigen selv og dens mange Begivenheter nævnte han aldrig et Ord under vore Samtaler, likesom han ikke berørte noget om sin Virsomhet i Washington som Præsident i de paa hinanden følgende to terms, da han styrte Unionen. Da det just var en varm Dag, og vi kom forbi et Styrtbad med kjørlig Vand fra den store Elv, der driver Kongsbergs forskjellige Fabikker, foreslo jeg Grant at forsøke et Bad, der maaske kunde fordrive hans Smerter, mente han, at jeg burde ta et Bad, og at han vilde vente på mig, mens jeg fik min Afkjøling. Intet har rørt mig mer at erindre fra mit Samvær med denne merkelige og elskelige Mand end, at han rolig vandret op og ned i en av Kongsbergs Utkanter mens jeg fik meg et styrtbad. Denne Mand , som engang hadde staat i Spidsen for en Million soldater og senere i Fred hadde styret sit store Land gik, gik der nu stille og taalmodig, mens han biet på mig, den ubetydelige Fremmede. Men saaledes vilde han det, og syntes finde Behag deri.

Avskrift fra Morgennladet 2. mai 1910  (Bildet, Ulysses S. Grant president i USA 1869 – 1877)

Om du vil lese mer om president Grant kan du gå inn på  Wikipedia her

Det finnes også omtaler i mange reisehåndbøker, her fra Den Norske Turisforeningens årbok 1868

En reisende skriver:
«Med Gjæstfriheden ser det sørgelig ud; det er meget vanskelig at faa Logis paa Bondegaardene, selv hvor Eierne ere rene Kapitalister, og af dem findes det ikke faa i Hitterdal; men saa er dog her 2 steder hvor man kan tage ind og fa et godt Logis, nemlig hos Jomfru Holst, der bor omtrent en halv Fjærding ovenfor Enden af Hitterdalsvand og strax nedenfor Kirken, og hos Landhandler Thommesen, der bor tæt ved Anløbstedet Tinnesanden og lige ved den smukke Tinnefos. Jomfru Holst Logis var «baade det beste og billigste Logis, jeg fant i hele Telemarken.

– og her fra artikkelen «Spredte minner fra turisttrafikkens barndom i Øst-Telemark for 60 år siden» av Ole Melbye i Skien-Telemark Turistforenings årbok for 1948

Fra en reisende.
Nå forlater vi det den gang så ubetydelige Notodden og tar turen oppover det brede Hiterdal, og tar en pust ved Skysstasjonen Lysthus og gjør samtidig en visitt innom det koselige, vesle losjihus ved veikanten, som ble drevet av en kondisjonert enslig dame, jomfru Holst, som døde i Heddal mange og nitti år gammel. Hun hadde visstnok sjelden ølrett, men ved å forhandle, kunne man nok få både ett og to glass øl.

Avskrifter fra Morgenbladet, Teledølen, Scandinaven, Tromsøposten og DNT reisehåndbok : Ole Arvid Vassbotten
Bilder: Widerøe flyfoto og fra Wikipedia


TIL TOPPEN AV SIDEN

Eksplosjon i Stenstads gård på Notodden

I avisen Arbeiderbladet 17. august 1923 kunne vi lese følgende:


X viser hvor sprængstoflageret har staat

De øverste billede viser brandtomten, paa det nederste ser man situasjonen som den var før branden.

Nr.1 er huset hvor firmaet Ingvar Stenstad hadde sitt lager av aerolit og lynit. Det er bokstavelig revet sønder og sammen, og dets enkelte bestanddele var i en temmelig pulverisert form bragt tilveirs, saa en omkreds av ca. 500 meters radius var tæt aversaadd med træsplinter, takstenbiter osv. , som var distribuert ved eksplosjonen.

Nr.2 viser Stenstads store træbygning, hvis ene væg hadde antat bølgeform som følge av trykket fra ekslosionen. Her var 3 forretningslokaler og flere familieleiligheter. En av beboerne, arbeider Erik Eriksen ved Salpeterfabrikken som bodde der, fik øyet skadet saa han maatte sendes til Rikshospitalet. Av gaarden staar nu bare en sørgelig forkullet rest tilbake.

Nr. 3 er Halvor Øiens hus, hvor overingeniør Michelet hadde sine kontorer. Ogsaa her bodde etpar familier, hvorav de fleste medlemmer kom sig ut uskadt. En dame fru. Olsen, fik dog skaar av glas i ansigtet og på benene og maate bringes til sykehuset.

Nr 4. viser Mørks gaard, hvor væggen mot eksplosjonsstedet blev frygtelig ramponert. Alle ruter var smadret, dører og vinduskarmer sprængt ind og værelsene frembød et sørgelig syn. Allevegne var glassplinter og træbiter strød omkring og laa hulter til bulter med møbler og andet bohavende. I Hjørneværelset i andre etage bodde elektriker Haug med sin kone og en liten datter. Alle ble kastet ut av sengen, men kom som ved et under fra det nogenlunde uskadt. Den lille datteren ble fundet hængende mellem en lenestol og kakkelovnen.

Nr. 5 viser Landmandsgaarden. Den svære murgaard klarede sig godt under varmens paakjending, men men allevegne rundt i denne gaard fandtes indslaate speilglas- og vindusruter.

Nr. 6 viser Meieriet, hvor blant annet Heddals herredsstyre holder sine møter og hvor Telemarkspostens redaktion, trykkeri og bokbinderi har sine lokaler. Denne gaard blev reddet, men der ble andrettet adskillig skade av vandet.

Bildet i en noe bedre kvalitet, som en ser har eksplosjonen forårsaka  fryktelige skader.

(Stenstads gård lå omtrent der Gulvdeal / Hegland ligger i dag)

Journalistenes dekning av hendelsen…

I Norges Handels og Sjøfartstidende  torsdag 16. august 1923 kan vi lese:

Stor eksplosion på Notodden inat.
Et dynamitlager igjen. – To store huser nedbrændte. Skade for 200000 Kr.

Skien 16. august
To av de store gaarder ved Hitterdalselven paa Notodden er brændt inat. Branden skyldes antagelig en dynamiteksplosion i kjøbmand Stenstads gaard. Straks før kl. 3 hørtes en voldsom eksplosion. Vindusruter sprang og sten sprutet ut i veien. Eksplosionen var saa voldsom, at den hørtes over hele Notodden og vindusruter knustes indtil 1 km. Fra eksplosionsstedet. Der opstod brand i Stenstads gaard og en fløibygning og ilden bredte sig ogsaa til nabogaarden, som tilhørte Halvor Øien Begge gaarde nedbrændte uten at folk fik reddet noget av sit indbo. Der bodde flere familier i de to gaarder.

Eksplosionen sies at ha fundet sted paa kjøbmand Stenstads lager. Stenstads isenkramforret-ning ligger nemlig ikke i den gaard som brændte ned. I gaardsrummet stod en stor bensintank, som til alt held ikke blev antændt. Skaden anslaaes efter forlydende til 200,000 kr.

Notodden 16. august

Det viser sig nu, at den uhyggelige ekslosion inat skyldes  brand i en lagerbygning tilhøren- dede kjøbmand Stenstad. Her var lagret endel aerolit og limit, som blev antændt, og paa et øieblik var hele bygningen sprængt i luften. Eksplosionen var saa vold som, at træstykker og lignende er fundet flere meter borte. Ilden forplantet sig til den store forretningsgaard, derpaa til en bakgaard og endelig til Øyens gaard. Alle disse brændte ned.

Ved eksplosionen blev saagodi som alle vindusruter i centrum sprængt istykker og i et hus ret over gaten, tilhørende Mørch, blev en stor del av væggen i tredje etage sprængt ind. Det er forøvrig et under, at ikke flere kom til skade end tilfældet er. De alvorligst skadede er en dame, fru Olsen, som blev stygt tilredt i ansiktet, og en arbeider, Erik Eriksen, som fik en glassplint i øiet og nu er sendt til Rikshospitalet i Kristiania. Den samlede skade kan anslaaes til en kvart million.

I Rjukan Arbeiderblad fredag 17. august 1923 kan vi lese:

Den store brann paa Notodden
Skyldes ulykken omstreifere som opholt sig i lagerhuset.

Notodden idag.
Ved brannforhøret blev det bragt paa det rene at brannen først begynte i Stenstads lager bygning. Illen bredte sig hurtig. Ca. 200 kg. sprengstoff opbevartes i lagerhuset og blev meget snart antendt, hvorved eksplosjonen opstod. Foruten Stenstads gaard brente 2 forretnings garde. Den ene av disse tilhørte sekretær Halvor Øyen. Kjøbmann Mørks store gaard tvers over gaten blev ødelagt ved eksplosjonstrykket. Huset staar nu paa skjeve og hele den ene vegg splintret.

Ca. 12 familier er blitt husville, men intet menneskeliv gikk tapt. Den eneste som kom alvorlig tilskade var arbeider Eriksen, som blev rammet av en glassplint i øiet. Han er nu lagt inn paa Rikshospitalet i Kristiania. Det økonomiske tap ved ulykken er betydelig. Stenstads lagerhus var asurert for 100,000 kroner. Den samlede skade ut gjør omtrent 250,000 kroner.

Brannens aarsak er ennu ikke bragt paa det rene, men sandsynligheten taler for at omstreifere har holdt til i lageret og efterlatt sig en brennende cigarett eller lign.  Illsfarlighetsinspektøren for Notodden oplyser at det eksploderte sprengstoff ikke bestod av dynamit men av saakaldt «sikkerhetssprengstoff»,  av aereolit. eller lynit. Hadde lageret be staatt av dynamit, maatte dette ha vært anmelt, hvilket ikke er skedd.

I Telemarksposten Fredag 17. august 1923kan vi lese:

En rædselsfuld eksplosionskatastrofe paa Notodden i gaarnat. Stenstads prængstoflager sprunget i luften 4 bygninger lagt aske. Et under at ingen menneskeliv gik tapt.
En voldsom eksplosion indtraf ved 3-tiden her i byen inat idet et lagerhus i Hitterdals veien sprang i luften. Lager huset tilhørte kjøbmand Stenstad, der hadde forskjellige sprængstoffe oppebevart der. Eksplosionen var saa voldsom at beboerne over hele byen blev vækket. Husene rystet og vindusrutene sprang istykker. I byens centrum er omtrent alle glasruter gaat.
Umiddelbart efter eksplosionen opstod der brand i de tilstøtende huse. Brandvæsenet blev straks varslet og kom snart efter tilstede. Det hadde da begyndt at brænde i Hiterdalsv. 12, hvor slagter Ruud og barberer Pedersen hadde sine forettninger. Derfra spredte ilden sig med rivende hastig het videre nedover til Øiens gaard og de to ved siden liggende bakgaarde. Alle disse 4 gaarde brandt helt ned til grunden. Kl. ½ 4 lød dampsirenen fra Salpeterfabriken 6 gange og fabrikens brandvæsen rykket ut, men da hadde allerede byens brandkorps lagt ut 9 slanger. Brandmandskapene utførte et utmerket arbeide og blev hurtig herre over ilden. Efter 1½ times forløp var ilden kvalt. Efterslukningen paagar frem deles.

Brandstedet.
Det var et frygtelig syn som møtte os da vi lidt over kl. 3 kom ned til brandstedet. Den store 2-etages trægaard i Hitterdalsveien 12 stod da i lys lue og de øvrige 3 gaarde var ogsaa antændt. Overalt i gatene møtte vi familiefolk som hadde bod i disse gaarde. Nogen var halvt paaklædt og bar smaabarn i armene. Enkelte hadde faat mindre kvæstelser mens andre var uskadde. Nogen graat mens andre tok det mere rolig. En av beboerne i Hiterdalsveien hadde faat en glasbit i øiet saa han idag maa reise ind til Kristiania for at behandles av specialister. Enkelte andre hadde faat ubetydelige skrammer.

Eksplosionens voldsomhet.
De gaarde som ligger nær mest brandstedet er frygtelig ramponert. Kjøbmand Mørks gaard er næsten helt ødelagt. Alle vinduer i gaarden er praktisk talt sprængt istykker. Vin dus- dørkarmer og vægger er trykket ind. Det ser ogsaa ut som gaardet er slaat skev. Alt som en følge av eksplosionen. Saagodtsom alle speilglasruter i byens centrum er ødelagt Helt oppe hos skomaker Palmgren ved torvet har rystelsen vært saa sterk at speilglasruten er sprængt ut. Hos kjøbm. Medalen, Coward, Tøsdal, J. Lie, urm. Gokstad m. fl. likedan. I Landmandsgaarden, meieriet, Bakkas gaard er dører og vinduer ødelagt. Paa den anden side av broen er ødelæggelsen like stor. I Victoria hotel findes næsten ikke en hel glasrute. «Det er fælt at se»>, sier en av beboerne der.

En fryktelig opvaaknen.
Vi har talt med flere av de som bodde nærmest esplosionsstedet. Peder Haug der bodde i  Mørks gaards anden etage hadde sit soveværelse i nordvestre hjørne nærmest eksplosions stedet. Han fortæller at han våknet ved at han blev slynget ut av sengen og bort i det ene hjørne av soveværelset. Stoler, bord og andet husgeraad var slynget hulter til bulter. Saa godt som alt hans bohave blev ødelagt. I soveværelset befandt sig foruten Haug og frue en liten pike. Hun blev ogsaa slynget ut av sengen og blev hængen de mellem ovnen og en gynge stol. Flere av de andre beboere av gaarden blev ogsaa slynget ut av sengene. Som naturllig er fik de sig en alvorlig skræk i livet. Merkelig nok tilkom heller ikke her nogen mennesker til skade. I «Telemark Arbeiderblad»s kontorer i samme gaard var alt slynget hulter til bulter.

Hvordan er ilden opstaat?
Samtaleemnet var naturlig vis om hvordan eksplosionen var opstaat. Det gik rygter om at der opbevartes et større kvantum dynamit i lageret. Dette blev benegtet av forretningens bestyrer. Efter hvad han meddelte fandtes det ikke dynamit der, men derimot ikke saa litet av «Aerolit» og «Lynit».

Brandmesteren uttaler sig.
Vi talte ogsaa med brand mester Olsen. Han fortalte at der var meddelt ham, at det kort tid for eksplosionen indtraf observertes brand i lager huset. Dette er ogsaa sandsynlig da Aerolit og Lyniten ikke kan eksplodere uten at den blir antændt. Det er flere ting som tyder paa at branden opstaat i det ene hjørne av lagerhuset som saaledes har antændt eksplosionsstoffet.

Hvem har vært i huset?
Det er ikke utelukket at det er nogen omstreifere som har søkt nattely i huset og at de har vært uforsigtige med fyr stikker Dette er endnu ikke bragt paa det rene, men hvis antagelsen er rigtig og nogen har opholdt sig huset er de ganske sikkert omkommet.

De brandlidte.
fik foreløpig indlogert sig pas hoteller og hos kjendte. De fleste av dem hadde assurert men en familie hadde uassurert og lider saaledes et følelig tap. Øiens gaard var assurert i «Storebrand» for 32,000 kroner. Samme selskap er interessert for 50,000 kroner i indboet i de brændte gaarde. Stenstads gaard var assurert for ca. 100,000 kroner. Skaden kan i midlertid sættes til en kvart million kr. i det hele.

Var der dynamit?
Det gaar rykter om at der var opbevart et større kvantum dynamit i lagerhuset. Der tales om 75 kg. Hvorvidt dette medfører rigtighet kan endnu ikke konstateres.

Eksplosionen merkedes langt fra byen.
Idagmorges kom folk fra Heddal, Hjuksebø og Lisleherad ind til byen for at faa rede paa hvad som var indtruffet. De hadde inat blit vækket av eksplosionen. De antok først at det maatte være jordskjælv, men fik senere rede paa hvad aarsaken var.

Blir eksplosionsskaden erstattet?
Paa forespørsel om hvorvidt den skade som er forvoldt kan forlanges erstattet meddeler politimester Krog at policen da antagelig maa indeholde noget derom.

Vor beretning om den frygtelige eksplosionskatastrofe som igaar nat rammet byen, skal vi upplere med følgende:
De mennesker som bodde i den nedre bydel blev pludselig kl. 3 revet ut av sin søvn ved et forfærdelig brak efterfulgt av et lysglimt, som lyste op i værelserne. Enhver kan tænke sig den forskrækkelse som disse mennesker fik. Hvad er det! hørte man ængstelige rop. Man gjettet paa alt mulig like fra jordskjælv til togsammenstot. I en fart fik man paa sig klær og styrtet ut.

Et øievidnes beretning.
Vi vil nu la et øienvidne fra en av de nærmest liggende gåaarde fortælle:
Kommen ned i trappen møtte jeg de første mennesker fra de huser som laa like indpaa
eksplosionsstedet. Uten nogen ting andet end en natskjorte paa kom de løpende og i armene bar de smaa barn, som ængstelig klynget sig til forældrenes hals. Blodige av glasskaar i ansigt og paa hænder viste de et et uhyggelig billede paa den frygtelige katastrofe som netор var hændt. Deres bare ben bar ogsaa de tydeligste spor av at de hadde vært i berøring med den mængde glassplinter deres vei var fyldt av. De efterlot sig spor af blod hele trappen opover. Fra gaten hørtes nu jammer, rop og ængstelige skrik. Det elektriske lys var borte, saa gaten laa indhyllet i mørke og forøket den uhyggelige situation. Frem og tilbake løp mennesker, som i den største ophidselse de søkte at faa reddet sig selv og sine. Borte fra Stenstads leiegaard saaes svære ildtunger slikke himmelhøit tilveirs og det braket og brændte rundt omkring. De første tilskuere kom nu fra den øvre bydel. De viste ikke hvad der var hændt. De fleste trodde det var en av Jernverkets ovne som var eksplodert. Borte paa Tinnebroen begyndte der i løpet av nogen faa sekunder at samle sig folk og deres stadige spørsmål lød:  hvor mange menneskeliv er strøket med. Saa fælt som det saa ut, trodde man jo ganske sikkert at nogen maate være omkommet.

Et uhyggelig skue.
Den ene væg i Stenstads gaard, som brændte, var bokstavelig talt trykket ind og i Øiens gaard var der var der ikke en hel glasrute. Det samme var ogsaa tilfældet i Th. Th Mørks gård samt Landmandsgaarden. Paa baneovergangen til Tinnebroen laa en hel mængde elektriske ledninger, som folk stadigvæk kom i berøring med. Til alt i held var det i
eksplosionsøieblikket blit kortslutning saa strømmen var borte. Hadde ikke det vært tilfælde, vilde nok mange menneskeliv gaat tapt. Saalangt vort øienvidnes beretning.

Brandvæsenet utforte et heltemodig arbeide.
De færste brandmandskaper kom nu tilstede. Der blev spurt om Stenstads benzintank, som laa midt mellem de breendende bygninger, var eksplodert. Imidlertid stod tanken der urørt midt i flammehavet. Men man kunde hvert øieblik vente at benzinen vilde antændes. Og da. Trods den uhyggelige visshet, tok brandmandskaperne fat på sit farlige arbeide. Først blev tilskuerne drevet langt tilbake, for i tilfælde den ulykke skulde hænde at ogsaa benzinen eksploderte, at ikke alle disse mennesker skulde sætte livet til. Paa sig selv og den fare de svævet i tænkte dog ikke brandfolkene, men tok ufortrødent fat paa slukningsarbeidet. Denne deres heltemodige bedrift skal ikke glemmes. Der blev lagt ut en mængde slanger og vandtrykket virket meget tilfredsstillende. Efter en kort stunds forløp fik man ogsaa hjælp af Salpeterfabrikens brandvæsen. Det saa nu en tid ut som hele kvartalet vilde bli flammenes rov. Ilden hadde allerede tak i, foruten Øiens og Stenstads huse, de to mindre bakgaarde, hvor ogsaa et par familier bodde.

Kampen mot flammene.
Der opstod nu energisk en kamp med ilden, som stadig væk truet med at bre sig. Særlig stod det haardt om Mørks gaard og Meierisalen, hvor Telemarksposten har sine lokaler. Takket være en solid brandmur og de flinke brandmandskaper, lykkedes det at redde det sistnævnte hus, som var værst truet Der blev dog adskillig vandskade i trykkeriet. I løpet av et par timers tid blev imidlertid brandvæsenet herre over ilden, men i ruinerne brændte der til langt på dag.

Døden lekte med menneskene.
Foruten Peder Haug og families mirakuløse redning, som vi omtaler paa 1ste side, skal vi nævne et par andre eksempler paa hvorledes nær sagt døden har lekt med menneskene uten at kræve sit offer. Oppe i et værelse i Mogensens pensionat i Landmandsgaarden bodde en ung mand, kontorist Egedahl Ved eksplosionen blev alle møbler slynget hulter til bulter og glasrutene slyngedes med vældig kraft ind i værelset, Men han selv slap fra det med nogen mindre skrammer i an sigtet. Vi hadde et par timer efter anl. til at avlægge et besøk paa værelset. Det saa aldeles rædselsfuldt ut. Døren var splintret og taket, hadde slaat revner. Mot væggen rundt sengen var glasskaar slynget med slik kraft at de sat indtil en ½ tomme ind i panelingen. I Øiens gaard bodde hr. Thorgrim Olsen med frue. Deres leilighet vendte ut mot eksplo sionsstedet. De fandt sig igjen paa gulvet sammen med alt sit bohave. En komode var væltet og sengen var flyttet til den andre ende av værelset. Fru Olsen fik et stygt glasrisp i ansigtet men slap forøvrig helskindet fra det. En mand, som bodde i bakgaarden til Stenstads gaard fik ogsaa endel molest i ansigtet og paa hænder. Han var oversprøitet av blod.
I 2den etage i Øiens gaard hadde en postmand værelse. Han blev saaret i benet av glasskaar og maatte til læge. Forøvrig fik ingen av leiboernre av de gaarde som brændte ned reddet ut det aller mindste.

Byens utseende igaar.
Det var intet vakkert syn at komme til Notodden igaar. Allerede langt oppe i Storgaten var flittige snekkere beskjæftiget med at spikre lemmer for ituslaatte vinduer. Vi talte ialt 42 store speilglasruter som var get med at spikre lemmer for ituslaatte vinduer. Vi talte ialt 42 store speilglasruter som var gaat i knas. Kom man længere nedover blev utseendet værre og værre. I gaten lå foruten glasbiter også stenstykker og træsplinter, som var blit slynget fra den bygning, hvori dynamitten laa opbevart. Hos urmaker Gogstad var vindusuret stanset 9 minnutter på 3, antagelig det øieblik eksplosionen fandt sted. I den nærmeste omegn omkring ulykkesstedet stod der hele dagen igjennem en tæt tilskuerskare, som interessert iagttok de frygtelige ødelæggelser. En mængde folk fra de nærliggende bygder, som hadde hørt eksplosionen, kom tidlig på dagen nedover for at hvad der var paa færdes Der hersket hele dagen igjennem en dyster uhyggesstemning

I dag.
Der foreligger idag intet særlig nyt ang. eksplosionen. Paa brandtomten gik der vagt i hele nat. Igaaraftes kom ildsfarlighetinspektøren opover. Han foretok i formiddag sammen med politimester Krog en befaring av brandtomten. Hvordan eksplosionen er opstaat eller hvor stor mængde sprængstof der opbevartes i skuret er fremdeles et aapent sporsmaal. Politiet er imidlertid energisk beskjæftiget med at anstille efterforskninger og man faar haape at det lykkes at skaffe fuld klarhet over hvordan den sørgelig katastrofe, som berøvet saa mange familier deres hjem og forretnings drivende deres lokaler, er opstaat. En av de som har lidt et meget følelig og uerstattelig tap er Møsvandskomiteen, som hadde sine kontorer i Øiens gaard. Hele dens arkiv, beregninger, statistik o.l. som det har tat aars arbeide at skaffe tilveie, strøk med. Likeledes blev advokat Fliflets arkiv luernes rov.

På et bilde tatt i 1910 ser vi til høyre for broen Stenstads gaard, lagerbygget der eksplosivene var lagra og helt til høyre i bildet Øyens hus. Alle disse husene brant.  Foto. DM / NIA

Se bildet på Digitalt museum her


Tilrettelegging og avskrifter Ole Arvid Vassbotten

TIL TOPPEN AV SIDEN

Minnesmerket over Notoddens første ordfører Johannes Strandli, en pioner.

Johannes Strandli f. 22. februar 1865 d. 10. september 1925

I Notodden arbeiderpartis reprentantskapsmøte november 1951 behandlet møtet et skriv som forelå fra Notodden og Omegns Arbeidermannsforening et forslag om at det ble satt i gang arbeid med å få reist et minnesmerke over den første ordføreren i Notodden, Johannes Strandli. I møte var det stor enighet om at Strandli hadde gjort et fremragende arbeid for arbeiderklassen i Notodden og var uten tvil et minnesmerke fortjent. På møtet deltok bl.a. Emil Ødegård, Saamund Bergland, Hans Helgesen, Erik Haugen, Hans Kåsa og Kristian Lunder.
Kristian Lunder uttalte følgende: «Jeg må si jeg er tiltalt av tanken. Strandli var ingen stor, ruvende personlighet, men en mann som gjorde sitt beste for byen og for arbeiderklassen. Han spilte en meget stor rolle, som ordfører midt i anleggstiden og dens vansker. Jeg vil foreslå at det velges en komité som undersøker hva en gravstøtte eller en bauta ville koste.» Forslaget ble enstemmig vedtatt og til komite ble valgt: Emil Ødegård, Kristian Lunder og Hans Helgesen.

Minnesmerket kom opp på Strandlis grav på Notodden kirkegård, men «nærmest» glemt helt til Notodden Historielag etter tips fra publikum tok kontakt med Notodden Arbeiderparti som på kort tid tok tak i saken og forvandlet minnestedet til igjen å fremstå som et verdig minne over en pioner i politikken på Notodden.

Johannes Strandli
Manden og opgaverne

Notoddens første ordfører, er født i 1865 i Furnes, Hedemarken. Som bondegutter pleier blev han alt i 8 aars alderen gjætergut. Siden har han altidt slitt i haardt arbeide, særlig som anlægsarbeider. Han har været med ved de fleste av de store anlæg – først som almindelig arbeider, senere som «bas». Nu er han opsynsmand ved vandverksanlæget i Notodden, og saa skal han arbeide i den nye kommunen som dens ordfører. Til den gjerning har han mange forutsætninger. Først og fremst har han gaat den ypperlige skole i fagforeningen. I 1899 var han med og stiftet jord og stenarbeiderforeningen, og siden har han været en ivrig fagforeningsmand. Derfor har han ogsaa blitt brukt til en masse tillitsverv. Han har bl.a. været vor varamandskandidat ved stortingsvalget ved stortingsvalget i 2 perioder. I skolestyret har han sidtet og i herredsstyret. Indtil nu var han tillike forlikskommisær for Hitterdal.Johannes Strandli faar alle partiers lovord for sin sympatiske og rolige færd. Han forstaar at arbeide sammen med folk. Han forstaar ofte ved et lite muntert ord jevne ut stridigheter.Det saa jeg, da jeg traf ham første gang. Det nye kommunestyret holdt sitt første møte. Rolig og sindig ledet den nye ordfører møtet som for øvrig var meget stilferdig. Men så blev det plutselig en hel liten skarp debat om feiringen av Notoddens første fødelsedag. En uttalte sin harme over, at øvrebyen ikke var repræsentert i den komite, som var foreslaat. Da sa ordføreren: Han hadde nå den tro, at de mænd som var foreslaat nok vilde sørge for, at de blev vækket i øvrebyen ogsaa. Og i munterheten over det kom forsamlingen snart til enighet – resultatet er kjent fra telegrammerne. Men dette møtet og endnu mere min samtale bekreftet med Strandli gav mig det indtryk, at vort parti hadde været heldig i valget av den mand, som skal lede arbeidet deroppe. Praktisk og grei var han i sin tale som i sit syn paa sakerne. Han er av de folk, som ikke straks buser paa og – forspilder alt. Han ser og veier og tar skridtet slik, at det ikke skal bli reaktion efterpaa, – men skridtet gaar altid i den rigtige retning. Det er mangt om meget at ta fat paa for det nye kommunestyre, men partiet har ikke lovet guld og grønne skoger. Imidlertid er det mange interessante opgaver som kan løses i det kommende aar slik at kommunens utvikling blir lagt riktig an.«Ja, det er en stor by,» sa Strandli, «bare veiene er 9 kilometer, og det skal nå oparbeides. Men det kan bare skje stykkevis. Det blir først og fremst torvet da og hovedgaten fra bryggen og opover til Ramberg, Saa er det vand- og kloakvesenet, som maa ordnes snarest mulig.»«Skal kommunen selv – ?»«Ja naturligvis. Private entrepenører skal vi ikke ha noget av.»«Ja men du har jo Deres stilling hos en slik entrepenør!»«Det blir det samme.»Jeg tenkte – ja ordføreren maa vel kunne brukes til opsynsmand i det kommunale, naar, private kan bruke han forsaavidt! – Men allikevel – er det ikke nødvendig at kommunestyrets medlemmer faar løn i sin funksjonstid – ellers blir de fleste av vore folk hindret fra at ta paa sig det arbeidet. Særlig ordførerstillingen da. – Men Strandli fortsatte, og han nævnte en rekke andre saker som snarest maatte ordnes. Gravlund og likkapel maate skaffes – Interimskirken fik foreløpig greie sig som kirke. Skole holdt de netop paa at bygge, og kommunal middelskole saa snart som raad var.
«Så er det belysningen. Nu er det Tinnfos bruk som skaffer kraften. Det blir uholdbart i længden, for kommunen er jo ganske prisgitt eierens påfund. Streik og lockout kan stoppe hele greia. Saa vi har planer oppe om vort eget elektrisitetverk. I det hele maa vi jo frigjøre os mest mulig fra storkapitalens magt over byen. Og det er ikke smaaterier her.»
«Ja, men så gir det god intægt?»
«Ja naturligvis. Og forsaavidt er vi nok glad i den. Men den den skal ikke kunne styre byen her. Det vi skal gjøre. Men som De sa – indtægter faar vi av de store anlæg. Vi har salpeterfabrikken, carbidfabrikken, Tinnfos papirfabrikk og snart jernverk med kraftstation. Og dessuten Lienfos kraftstasjon. Det trænges. For som jeg har vist – det er meget at gjøre her, saa vi maa bruke skattefundamenterne saa meget vi kan. Derfor skal vi nu til at taksere eiendommene. Det er jo store gaarder indenfor byens grænser. I alt er byen 500 maal. Og den ubebyggede grund skal særlig beskattes som vi har adgang til. Dessuten har vi andre indtæktskilder!»
«Ja, den kommunale kinemotograf»! –
«Naa, den er ikke helt kommunal, men indtækten gaar til kommunen. Og nå skal den gaa helt over samtidig som vi lager en til og nægter andre koncession. Paa de to kinematografer skal vi aarlig tjene mindst 20 000 kroner til sammen.»
«Er det ikke mange vanskeligheter med at faa det ordnet kommunalt – – er det utredet – ?»
«Nei vi trænger ingen utredning til det. Det er saamen letvindt nok. Det er bare at kjøpe maskinerne det og saa indgaa overenskomst med et par filmsselskaper, saa den sak er iorden.»
«Skal kul og koks sælges av kommunen?»
«Vi kan ikke faa ordnet det i aar. Men det skal snarest sættes i gang. Men send mig Johannes Dahls artikler om det i «Det tyvende «aarhundrede» er De snild.»
«Sykeplein da?»
«Det vet, at det er vanskelig at faa det i orden slik som sykeforsikringen ble laget. Man saa galt som det gaar med kassen her, maa det vel gi støtet til en forandring. Foreløpig maa vi bare se at faa bygget sykehus.»
«Og De tror at de var heldig, at vi kom til magten med en gang?»
«Ubetinget. Det kan gjøres meget galt i en kommune bare i et aar, og nu har vi da sikkerhet for, at alt gaar som det skal. Dessuten er de jo i mange andre ting det har sin betydning, at vi har flertallet. Som nu f.eks. ligningen og de kooperative forretninger. Vi har baade alminnelig kooperativ forretning, og et bakeri. Og vi skal nok støtte dem saa godt vi kan. Jo, jeg tror vi skal faa arbeidet til gagn for kommunen.»
Og det lyste tro og arbeidsglæde av det furete, værbitte ansigt.
«Tidens Tegn» har ytret sin bekymring over, at vi nok ikke hadde folk, som var skikket til at overta ordførerstillingen rundt i landet.
Men vi har det, det blev jeg dobbelt overtydet om efter min samtale med Johannes Strandli.
Kristofer Uppdal har fortalt os om anlægsarbeideren, har git han plads i lieraturen. Nu skal den nye ordfører i Notodden vise os om han ogsaa har plads i politikken, om han der har det samme gode egenskaper som anlægsarbeider i det praktiske liv. Derfor vil alle følge den nye kommune med vaktsomt interesse, ikke mindst fordi det her gjælder en helt ny by, en by som skal reises midt inne i landet like under storkapitalens vælde. Maate det nye socialistiske kommunestyre ha den lykkelige evne til at bygge et socialistisk Notodden saa fast og sikkert, at det aldrig falder ind under styret av grundeierbøndene eller storkapitalisten.

I.D.

Avskrift fra Sosial Demokraten 7. januar 1913  (Ole Arvid Vassbotten)

Minnesmerket som står på Notodden kirkegård

TIL TOPPEN AV SIDEN