Kategori: Lokalhistorie

På denne siden kan du lese litt om forretninger som har vært i Heddal, velg i menyen.

---

Ved Skildrud i Heddal lå det et kjent vertshus drevet av Anne Trine Holst. Vertshuset hadde navnet «Jomfru Holsts versthus» og det er skrevet om det i mange reiseskildringer på slutten av 1800-tallet. Vi har samlet noen av dem her, og som dere vil se var det ikke bare «vanlige» eventyrlystne reisende som overnattet her!

Litt om «Jomfu Holst»
Anne Thrine Holst ble født i Holmestrand 16. juni 1816. Hun ble tidlig foreldreløs, men hun må ha vært en tiltakslysten person for etter hvert ble hotellvirksomhet hennes levevei. Først drev hun hotell på Dalen, senere kom hun til Vestfjorddalen og til slutt Heddal der hun i mange år drev «Jomfru Holsts vertshus» Når en leser de gamle reiseskildringene er det tydelig at hun var viden kjent, for mange reisende nevner «Jomfru Holst vertshus» eller «Jfr. Holst lille hotell» i sine historier. Hun døde 29. juli 1910 og ble gravlagt på Heddal kirkegård.

I Morgenbladet 5. august 1910 sto følgende om hennes dødsfall:

DØDSFALD.
Frøken Thrine Holst, Hitterdals ældste innvaaner, er avgaat ved Døden den 29de Juli og og ble begravet på Hitterdals Kirkegaard den 1ste August, skrives det til Morgenbladet, Avdøde er født i Holmestrand 16de Juni 1816 og blev saaledes 94 Aar gammel – Tidlig ble hun foreldreløs, men hendes uavhængige Natur bragte henne snart at bli selvhjulpen ved eget Arbeide. Mangfoldige Turister og Reisende vil mindes gamle «Jomfru Holst» fra den Tid, da hun tok imot Reisende, først på Dalen ved Bandak, senere i Vestfjorddalen og til slut i Hitterdal. I de sidste Aar levet hun ensom og tilbaketrukket, men fuldt aandsfrisk til det sidste. Under hendes ofte lidt barske Væsen bodde et varmt, trofast og rettskaffent Hjertelag.

Heller ikke den Norsk-Amerikanske avisen Scandinaven lot dødsfallet gå upåaktet hen, 21. september 1910 skrev de følgende:

Gamle «Jomfru Holst» døde nylig, 94 år gammel. Hun er viden kjent som hotelvertinde i Hiterdal i lang Tid, før Kulturstrømmen oversløyet hendes vel omtalte Bedrift paa Skjeldrud i Hiterdal. Hun var i Virksomhed i sit lille Kjøkken til faa Dage før sin Død. Hun levde i de senere Aar af en Livrente paa 50 Kr. Pr. Maaned. Hadde hendes Dødsfald og Begravelse været bekjendtgjort i betids og paa Alminnelig Maade, vilde hun hadt Følge til Graven; men alt foregik i Stilhet.

Vershuset lå ved den gamle hovedveien på Skilrud, det finnes dessverre ikke bilde fra den tiden det var i drift (i alle fall ikke som vi vet), men huset sto fremdeles da dette flybildet ble tatt i 1953. (Det er huset bak «Valenbutikken»)

I Tromsøposten lørdag 11. august 1888 kan vi lese en artig liten historie fra den gang den tyske kronprins Fredrik i 1873 var på reise i Telemark.

Keiser Fredrik og de tre Damer
Paa sin Reise i Thelemarken i 1873 boede den daværende tyske Kronprins med sit Følge en Nat på Jomfru Holsts Hotel i Hiterdal. Kronprinsen var adjungeret en en norsk Oficer, der bl.a. gjorde Tjeneste som Tolk. Da man nede paa Notodden spurgte, at Kronprinsen var kommen til Bygden, blev der naturligvis strags en sterk Valfarten opover af de mange Turister, baade Damer og Herrer som opholdt sig der, og som gjerne vilde se den berømte Kronprins og vordende Reiser. Blant de nyskjærrige var ogsaa tre Damer, der var ute som Turister. Den ene av disse tre kjendte den norske Officer, som fulgte Kronprinsen. Hun fik Officeren i Tale, og efterat hun havde presenteret sine to Medvandrere, der ligsom hun selv «saa forferdelig gjerne vilde saa se Kronprinsen», bad hun Officeren om et godt Raad, at de kunde opnaa denne store Lykke. Officeren sagde, at hvis de tre Damer vilde stille sig ved Gjærdet, saa antog han nok, at Kronprinsen snart vilde gaa en Tur og da komme lige forbi. Men saa maate Damene neie pent, sagde Officeren. Dermed fløy han ind og fortalte det til Kronprinsen. Denne tog strax sin hat og gik.  Han tog en Omvei, saa han kom bag paa Damerne, der ufraværende stirrede mod Trappen, gik tæt hen til dem og sagde paa bredt Norsk: «Goddag, mine Damer!» De tre vendte sig og kjendte strax Prinsen. Han hørte idetsamme et trestemmigt hu! – hi! – Ha! Hvorpaa de tre Damer satte afsted i vildt Sprag, som pokker selv skulde ha været i hælene paa dem. Kronprinsen stod igjen og lo, saa det klukkede i ham.

(«Fremtiden»)

En annen kjent person var også losjerende hos «Jomfru Holst».
Da General Grant i 1878 var på reise i Norge var Konsul Gerhard Gade med som reiseleder og skrev senere i sine memoarer om denne reisen.
(General Grant var president i USA fra 1869 til 1877, kjent for å ha fått slutt på borgerkrigen i USA .)

General Grant i Norge 1878, utdrag av Konsul Gerhard Gades Memoirer
For 25 Aar siden var Landshotellene i Norge endu i meget maatelig Forfatning, og i Telemarken var de svært beskjedent utstyrt med dem. Telefon, som nu gjenemkrysede Landet. Til stor Lettelse for de Omreisende, var ogsaa den Gang ukjent Opfindelse. Jeg hadde derfor ikke været i stand til paa Forhaand at sikre os Nattekvarter i Hitterdal i Jomfru Holsts lille Hotel, som jeg engang i tidligere Dage hadde besøkt. Vi fant ogsaa, at unge Englendere hadde opptatt de faa Værelser ovenpaa i Huset, som vi nødvendigvis maatte ha, men som den tjenestevillige Jomfru Holst trods sin beste Vilje ikke kunde gi os. Her var gode Raad dyre, og da vi ikke saa sent paa Aftenen kunde reise videre, maatte jeg gjøre et forsøk med Englenderne. Jeg kravlet op den steile Hønsetrappe, som det lille Trehuset hadde, og rettet en Appel til Englendernes Høymodighet om at rømme Værelsene til Fordel for den berømmelige Gjæst, som Hotellet huset. Jeg var i stor Tvil om, hvorledes Svaret vilde falde ud, og var så meget mere fornøyet, da jeg saa de pakke ind sine Ting og flyttede ned til det knappe Kvarter i Etagen under. Stemningen i England mot Amerikanerne var paa den Tid paa mange Hold alt annet end vellvillig og det kunne lettelig ha faat et Utslag ved den Anledning i et kort og uvillig Avslag. Men heldigvis gikk det bedre, end jeg hadde frygtet.

Den følgende Morgen fant jeg General Grant sittende ute paa «theporch», som sedvanlig med en Cigar i Munden, og rolig betragtet Arbeidsfolkene, som var iferd med Høyonnen i Bakkene paa den anden Side av Veien. Saa sa han: «Mr.Gade, de Folk derover, som jeg naa lenge har sett paa, utføre sit Arbeide forfærdelig langsomt, og jeg skulde paata mig at utføre i den halve Tid – men bra og skikkelige Folk er det nok alikevel, hvis jeg skal dømme dem etter mitt eget Bekjenskap med norske Arbeidere, som jeg har været sammen med paa mit Hjemsted i Vesten.» Jeg svarte han for formodentlig, at den norske Sendrægtihheten altid vil vige, naar den først kommer i Forbindelse med amerikansk Energi og Driftighet.  General Grant foretrak nu at kjøre alene i en Karjol, som maaske mindet han om en Sulky fra hans Hjemstavn, og hvori han kunde være overlatt til sine egne, stille Betragtninger. Jeg sat som Følge derav senere i Vognen ved Siden av Mrs. Grant, som jeg gjorde flere Spørsmaal om Forhold i Washington under Grants «presidents terms», som jeg ikke vilde ha fremsat for han selv. Julia Dent Grant, som nu hviler ved sin Mands Side i det prægtige Maisoleum, som hans Lansdmænd reiste ham ved Riverside Drives, passet hverken ved sine Aandsevner eller Opdragelse synderlig for den fremskutte Plads i det hvite Hus, som hun i 8 Aar blev kaldt til at inta som Præsidentens Hustru. Imidlertid kom hun og jeg godt ut av det med hinanden i den korte Tid, vi var sammen daglig i Norge, og jeg skulde gjærne ha talt med hende om hendes store og elskverdige Mand, som jeg følte vendskap for, hvis jeg hadde støtt paa hende senere under mine Besøk i Amerika. Hiterdals gamle Stavkirke, som er restaureret for et Par Menneskealdre siden paa en Maate, som har ganske berøvet den gamle Oldtidsbygning dens eiendomelige Utseende, ble besøkt paa vor Vei igjennom Skoge og Sandmoer i nordlig Retning mot Tinnoset. Men da Tiden for en længre Telemarkstur over Tinnsjøen og igjennem Vestfjorddalen til Rjukanfossen og Gaustadfjeld vilde mangle os, kjørte vi ut paa Dagen atter mot Øst og stanset en Times Tid paa Bolkesjø, hvor gamle Ole, der gik omkring i Nationaldragt paa sin Fædregaard og var en i lang Omkrets kjent original Person, følte sig meget smigret ved at se General Grant i sit Hus. Han glemte heller ikke at omtale med Stolthet, at han nogen Aar i Forveien hadde beværet den tyske Kronprins Fredrich, den senere syke Keiser, i sit Hus, da han reiste i Telemarken paa sit Besøk til Oscar den 2den efter hans Kroning i 1873. Av Sunset Coy’s Reiseerindringer fra Norge har jeg senere læst, at gamle Ole Bolkesjø omtalte for han med stor Tilfredshet, at General Grant fulgt av Konsul Gade hadde hædret hans Hus med en Visit, like som Kromprins Fredrich hadde gjort. Vi sat ute på Tunet og drak The, hvortil Mrs. Grant indbød flere norske Turister, mens vi beundret den smukke Række Fjeld med Gaustadkjeglen i Midten i Vest, og Folsjøen, som blinket nedenfor Bolkesjøen. Men vi hadde endu 3 Mil at kjøre om eftermiddagen til Konsberg, hvor vi fant igjen i Viktoria Hotel om Aftenen et saa godt Kvarter, som vi vel kunde ønske os i den lille Bergstad.Da jeg møtte General Grant ved Frokosten den følgende Morgen, klaget han over , at han hadde sovet slet, og at han led av Hodesmerter. Han vilde ikke derfor ikke straks fortsette Reisen til Cristiania etter Bestemmelsen, men holde seg i ro paa Konsberg. Han gik imidlertid snart ind paa mit Forslag at ta en en liten Spadsertur omkring i Byen, hvor jeg blant andet viste han Mynten hvor min gamle Studentkamerat, Hyttemester Richard Stalsberg, som jeg ikke havde set paa mange Aar, førte os omkring, og hvor han netop myntet Tokronestykker. Under vor Vandring den Formiddag blev Grant efterhaanden mere meddelsom, nærmest om sine egne Privatanliggende hjeme i Amerika, og han beklaget sig over de store Skatter, som han hadde at betale av en eller flere af sine Eiendomme, som ar blit han foræret da han hadde ført Borgerkrigen til sin Ende.Om Krigen selv og dens mange Begivenheter nævnte han aldrig et Ord under vore Samtaler, likesom han ikke berørte noget om sin Virsomhet i Washington som Præsident i de paa hinanden følgende to terms, da han styrte Unionen. Da det just var en varm Dag, og vi kom forbi et Styrtbad med kjørlig Vand fra den store Elv, der driver Kongsbergs forskjellige Fabikker, foreslo jeg Grant at forsøke et Bad, der maaske kunde fordrive hans Smerter, mente han, at jeg burde ta et Bad, og at han vilde vente på mig, mens jeg fik min Afkjøling. Intet har rørt mig mer at erindre fra mit Samvær med denne merkelige og elskelige Mand end, at han rolig vandret op og ned i en av Kongsbergs Utkanter mens jeg fik meg et styrtbad. Denne Mand , som engang hadde staat i Spidsen for en Million soldater og senere i Fred hadde styret sit store Land gik, gik der nu stille og taalmodig, mens han biet på mig, den ubetydelige Fremmede. Men saaledes vilde han det, og syntes finde Behag deri.

Avskrift fra Morgennladet 2. mai 1910  (Bildet, Ulysses S. Grant president i USA 1869 – 1877)

Om du vil lese mer om president Grant kan du gå inn på  Wikipedia her

Det finnes også omtaler i mange reisehåndbøker, her fra Den Norske Turisforeningens årbok 1868

En reisende skriver:
«Med Gjæstfriheden ser det sørgelig ud; det er meget vanskelig at faa Logis paa Bondegaardene, selv hvor Eierne ere rene Kapitalister, og af dem findes det ikke faa i Hitterdal; men saa er dog her 2 steder hvor man kan tage ind og fa et godt Logis, nemlig hos Jomfru Holst, der bor omtrent en halv Fjærding ovenfor Enden af Hitterdalsvand og strax nedenfor Kirken, og hos Landhandler Thommesen, der bor tæt ved Anløbstedet Tinnesanden og lige ved den smukke Tinnefos. Jomfru Holst Logis var «baade det beste og billigste Logis, jeg fant i hele Telemarken.

– og her fra artikkelen «Spredte minner fra turisttrafikkens barndom i Øst-Telemark for 60 år siden» av Ole Melbye i Skien-Telemark Turistforenings årbok for 1948

Fra en reisende.
Nå forlater vi det den gang så ubetydelige Notodden og tar turen oppover det brede Hiterdal, og tar en pust ved Skysstasjonen Lysthus og gjør samtidig en visitt innom det koselige, vesle losjihus ved veikanten, som ble drevet av en kondisjonert enslig dame, jomfru Holst, som døde i Heddal mange og nitti år gammel. Hun hadde visstnok sjelden ølrett, men ved å forhandle, kunne man nok få både ett og to glass øl.

Avskrifter fra Morgenbladet, Teledølen, Scandinaven, Tromsøposten og DNT reisehåndbok : Ole Arvid Vassbotten
Bilder: Widerøe flyfoto og fra Wikipedia

---

I avisen Arbeiderbladet 17. august 1923 kunne vi lese følgende:

X viser hvor sprængstoflageret har staat

De øverste billede viser brandtomten, paa det nederste ser man situasjonen som den var før branden.

Nr.1 er huset hvor firmaet Ingvar Stenstad hadde sitt lager av aerolit og lynit. Det er bokstavelig revet sønder og sammen, og dets enkelte bestanddele var i en temmelig pulverisert form bragt tilveirs, saa en omkreds av ca. 500 meters radius var tæt aversaadd med træsplinter, takstenbiter osv. , som var distribuert ved eksplosjonen.

Nr.2 viser Stenstads store træbygning, hvis ene væg hadde antat bølgeform som følge av trykket fra ekslosionen. Her var 3 forretningslokaler og flere familieleiligheter. En av beboerne, arbeider Erik Eriksen ved Salpeterfabrikken som bodde der, fik øyet skadet saa han maatte sendes til Rikshospitalet. Av gaarden staar nu bare en sørgelig forkullet rest tilbake.

Nr. 3 er Halvor Øiens hus, hvor overingeniør Michelet hadde sine kontorer. Ogsaa her bodde etpar familier, hvorav de fleste medlemmer kom sig ut uskadt. En dame fru. Olsen, fik dog skaar av glas i ansigtet og på benene og maate bringes til sykehuset.

Nr 4. viser Mørks gaard, hvor væggen mot eksplosjonsstedet blev frygtelig ramponert. Alle ruter var smadret, dører og vinduskarmer sprængt ind og værelsene frembød et sørgelig syn. Allevegne var glassplinter og træbiter strød omkring og laa hulter til bulter med møbler og andet bohavende. I Hjørneværelset i andre etage bodde elektriker Haug med sin kone og en liten datter. Alle ble kastet ut av sengen, men kom som ved et under fra det nogenlunde uskadt. Den lille datteren ble fundet hængende mellem en lenestol og kakkelovnen.

Nr. 5 viser Landmandsgaarden. Den svære murgaard klarede sig godt under varmens paakjending, men men allevegne rundt i denne gaard fandtes indslaate speilglas- og vindusruter.

Nr. 6 viser Meieriet, hvor blant annet Heddals herredsstyre holder sine møter og hvor Telemarkspostens redaktion, trykkeri og bokbinderi har sine lokaler. Denne gaard blev reddet, men der ble andrettet adskillig skade av vandet.

Bildet i en noe bedre kvalitet, som en ser har eksplosjonen forårsaka  fryktelige skader.

(Stenstads gård lå omtrent der Gulvdeal / Hegland ligger i dag)

Journalistenes dekning av hendelsen…

I Norges Handels og Sjøfartstidende  torsdag 16. august 1923 kan vi lese:

Stor eksplosion på Notodden inat.
Et dynamitlager igjen. – To store huser nedbrændte. Skade for 200000 Kr.

Skien 16. august
To av de store gaarder ved Hitterdalselven paa Notodden er brændt inat. Branden skyldes antagelig en dynamiteksplosion i kjøbmand Stenstads gaard. Straks før kl. 3 hørtes en voldsom eksplosion. Vindusruter sprang og sten sprutet ut i veien. Eksplosionen var saa voldsom, at den hørtes over hele Notodden og vindusruter knustes indtil 1 km. Fra eksplosionsstedet. Der opstod brand i Stenstads gaard og en fløibygning og ilden bredte sig ogsaa til nabogaarden, som tilhørte Halvor Øien Begge gaarde nedbrændte uten at folk fik reddet noget av sit indbo. Der bodde flere familier i de to gaarder.

Eksplosionen sies at ha fundet sted paa kjøbmand Stenstads lager. Stenstads isenkramforret-ning ligger nemlig ikke i den gaard som brændte ned. I gaardsrummet stod en stor bensintank, som til alt held ikke blev antændt. Skaden anslaaes efter forlydende til 200,000 kr.

Notodden 16. august
Det viser sig nu, at den uhyggelige ekslosion inat skyldes  brand i en lagerbygning tilhøren- dede kjøbmand Stenstad. Her var lagret endel aerolit og limit, som blev antændt, og paa et øieblik var hele bygningen sprængt i luften. Eksplosionen var saa vold som, at træstykker og lignende er fundet flere meter borte. Ilden forplantet sig til den store forretningsgaard, derpaa til en bakgaard og endelig til Øyens gaard. Alle disse brændte ned.

Ved eksplosionen blev saagodi som alle vindusruter i centrum sprængt istykker og i et hus ret over gaten, tilhørende Mørch, blev en stor del av væggen i tredje etage sprængt ind. Det er forøvrig et under, at ikke flere kom til skade end tilfældet er. De alvorligst skadede er en dame, fru Olsen, som blev stygt tilredt i ansiktet, og en arbeider, Erik Eriksen, som fik en glassplint i øiet og nu er sendt til Rikshospitalet i Kristiania. Den samlede skade kan anslaaes til en kvart million.

I Rjukan Arbeiderblad fredag 17. august 1923 kan vi lese:

Den store brann paa Notodden
Skyldes ulykken omstreifere som opholt sig i lagerhuset.

Notodden idag.
Ved brannforhøret blev det bragt paa det rene at brannen først begynte i Stenstads lager bygning. Illen bredte sig hurtig. Ca. 200 kg. sprengstoff opbevartes i lagerhuset og blev meget snart antendt, hvorved eksplosjonen opstod. Foruten Stenstads gaard brente 2 forretnings garde. Den ene av disse tilhørte sekretær Halvor Øyen. Kjøbmann Mørks store gaard tvers over gaten blev ødelagt ved eksplosjonstrykket. Huset staar nu paa skjeve og hele den ene vegg splintret.

Ca. 12 familier er blitt husville, men intet menneskeliv gikk tapt. Den eneste som kom alvorlig tilskade var arbeider Eriksen, som blev rammet av en glassplint i øiet. Han er nu lagt inn paa Rikshospitalet i Kristiania. Det økonomiske tap ved ulykken er betydelig. Stenstads lagerhus var asurert for 100,000 kroner. Den samlede skade ut gjør omtrent 250,000 kroner.

Brannens aarsak er ennu ikke bragt paa det rene, men sandsynligheten taler for at omstreifere har holdt til i lageret og efterlatt sig en brennende cigarett eller lign.  Illsfarlighetsinspektøren for Notodden oplyser at det eksploderte sprengstoff ikke bestod av dynamit men av saakaldt «sikkerhetssprengstoff»,  av aereolit. eller lynit. Hadde lageret be staatt av dynamit, maatte dette ha vært anmelt, hvilket ikke er skedd.

I Telemarksposten Fredag 17. august 1923kan vi lese:

En rædselsfuld eksplosionskatastrofe paa Notodden i gaarnat. Stenstads prængstoflager sprunget i luften 4 bygninger lagt aske. Et under at ingen menneskeliv gik tapt.
En voldsom eksplosion indtraf ved 3-tiden her i byen inat idet et lagerhus i Hitterdals veien sprang i luften. Lager huset tilhørte kjøbmand Stenstad, der hadde forskjellige sprængstoffe oppebevart der. Eksplosionen var saa voldsom at beboerne over hele byen blev vækket. Husene rystet og vindusrutene sprang istykker. I byens centrum er omtrent alle glasruter gaat.
Umiddelbart efter eksplosionen opstod der brand i de tilstøtende huse. Brandvæsenet blev straks varslet og kom snart efter tilstede. Det hadde da begyndt at brænde i Hiterdalsv. 12, hvor slagter Ruud og barberer Pedersen hadde sine forettninger. Derfra spredte ilden sig med rivende hastig het videre nedover til Øiens gaard og de to ved siden liggende bakgaarde. Alle disse 4 gaarde brandt helt ned til grunden. Kl. ½ 4 lød dampsirenen fra Salpeterfabriken 6 gange og fabrikens brandvæsen rykket ut, men da hadde allerede byens brandkorps lagt ut 9 slanger. Brandmandskapene utførte et utmerket arbeide og blev hurtig herre over ilden. Efter 1½ times forløp var ilden kvalt. Efterslukningen paagar frem deles.

Brandstedet.
Det var et frygtelig syn som møtte os da vi lidt over kl. 3 kom ned til brandstedet. Den store 2-etages trægaard i Hitterdalsveien 12 stod da i lys lue og de øvrige 3 gaarde var ogsaa antændt. Overalt i gatene møtte vi familiefolk som hadde bod i disse gaarde. Nogen var halvt paaklædt og bar smaabarn i armene. Enkelte hadde faat mindre kvæstelser mens andre var uskadde. Nogen graat mens andre tok det mere rolig. En av beboerne i Hiterdalsveien hadde faat en glasbit i øiet saa han idag maa reise ind til Kristiania for at behandles av specialister. Enkelte andre hadde faat ubetydelige skrammer.

Eksplosionens voldsomhet.
De gaarde som ligger nær mest brandstedet er frygtelig ramponert. Kjøbmand Mørks gaard er næsten helt ødelagt. Alle vinduer i gaarden er praktisk talt sprængt istykker. Vin dus- dørkarmer og vægger er trykket ind. Det ser ogsaa ut som gaardet er slaat skev. Alt som en følge av eksplosionen. Saagodtsom alle speilglasruter i byens centrum er ødelagt Helt oppe hos skomaker Palmgren ved torvet har rystelsen vært saa sterk at speilglasruten er sprængt ut. Hos kjøbm. Medalen, Coward, Tøsdal, J. Lie, urm. Gokstad m. fl. likedan. I Landmandsgaarden, meieriet, Bakkas gaard er dører og vinduer ødelagt. Paa den anden side av broen er ødelæggelsen like stor. I Victoria hotel findes næsten ikke en hel glasrute. «Det er fælt at se»>, sier en av beboerne der.

En fryktelig opvaaknen.
Vi har talt med flere av de som bodde nærmest esplosionsstedet. Peder Haug der bodde i  Mørks gaards anden etage hadde sit soveværelse i nordvestre hjørne nærmest eksplosions stedet. Han fortæller at han våknet ved at han blev slynget ut av sengen og bort i det ene hjørne av soveværelset. Stoler, bord og andet husgeraad var slynget hulter til bulter. Saa godt som alt hans bohave blev ødelagt. I soveværelset befandt sig foruten Haug og frue en liten pike. Hun blev ogsaa slynget ut av sengen og blev hængen de mellem ovnen og en gynge stol. Flere av de andre beboere av gaarden blev ogsaa slynget ut av sengene. Som naturllig er fik de sig en alvorlig skræk i livet. Merkelig nok tilkom heller ikke her nogen mennesker til skade. I «Telemark Arbeiderblad»s kontorer i samme gaard var alt slynget hulter til bulter.

Hvordan er ilden opstaat?
Samtaleemnet var naturlig vis om hvordan eksplosionen var opstaat. Det gik rygter om at der opbevartes et større kvantum dynamit i lageret. Dette blev benegtet av forretningens bestyrer. Efter hvad han meddelte fandtes det ikke dynamit der, men derimot ikke saa litet av «Aerolit» og «Lynit».

Brandmesteren uttaler sig.
Vi talte ogsaa med brand mester Olsen. Han fortalte at der var meddelt ham, at det kort tid for eksplosionen indtraf observertes brand i lager huset. Dette er ogsaa sandsynlig da Aerolit og Lyniten ikke kan eksplodere uten at den blir antændt. Det er flere ting som tyder paa at branden opstaat i det ene hjørne av lagerhuset som saaledes har antændt eksplosionsstoffet.

Hvem har vært i huset?
Det er ikke utelukket at det er nogen omstreifere som har søkt nattely i huset og at de har vært uforsigtige med fyr stikker Dette er endnu ikke bragt paa det rene, men hvis antagelsen er rigtig og nogen har opholdt sig huset er de ganske sikkert omkommet.

De brandlidte.
fik foreløpig indlogert sig pas hoteller og hos kjendte. De fleste av dem hadde assurert men en familie hadde uassurert og lider saaledes et følelig tap. Øiens gaard var assurert i «Storebrand» for 32,000 kroner. Samme selskap er interessert for 50,000 kroner i indboet i de brændte gaarde. Stenstads gaard var assurert for ca. 100,000 kroner. Skaden kan i midlertid sættes til en kvart million kr. i det hele.

Var der dynamit?
Det gaar rykter om at der var opbevart et større kvantum dynamit i lagerhuset. Der tales om 75 kg. Hvorvidt dette medfører rigtighet kan endnu ikke konstateres.

Eksplosionen merkedes langt fra byen.
Idagmorges kom folk fra Heddal, Hjuksebø og Lisleherad ind til byen for at faa rede paa hvad som var indtruffet. De hadde inat blit vækket av eksplosionen. De antok først at det maatte være jordskjælv, men fik senere rede paa hvad aarsaken var.

Blir eksplosionsskaden erstattet?
Paa forespørsel om hvorvidt den skade som er forvoldt kan forlanges erstattet meddeler politimester Krog at policen da antagelig maa indeholde noget derom.

Vor beretning om den frygtelige eksplosionskatastrofe som igaar nat rammet byen, skal vi upplere med følgende:
De mennesker som bodde i den nedre bydel blev pludselig kl. 3 revet ut av sin søvn ved et forfærdelig brak efterfulgt av et lysglimt, som lyste op i værelserne. Enhver kan tænke sig den forskrækkelse som disse mennesker fik. Hvad er det! hørte man ængstelige rop. Man gjettet paa alt mulig like fra jordskjælv til togsammenstot. I en fart fik man paa sig klær og styrtet ut.

Et øievidnes beretning.
Vi vil nu la et øienvidne fra en av de nærmest liggende gåaarde fortælle:
Kommen ned i trappen møtte jeg de første mennesker fra de huser som laa like indpaa
eksplosionsstedet. Uten nogen ting andet end en natskjorte paa kom de løpende og i armene bar de smaa barn, som ængstelig klynget sig til forældrenes hals. Blodige av glasskaar i ansigt og paa hænder viste de et et uhyggelig billede paa den frygtelige katastrofe som netор var hændt. Deres bare ben bar ogsaa de tydeligste spor av at de hadde vært i berøring med den mængde glassplinter deres vei var fyldt av. De efterlot sig spor af blod hele trappen opover. Fra gaten hørtes nu jammer, rop og ængstelige skrik. Det elektriske lys var borte, saa gaten laa indhyllet i mørke og forøket den uhyggelige situation. Frem og tilbake løp mennesker, som i den største ophidselse de søkte at faa reddet sig selv og sine. Borte fra Stenstads leiegaard saaes svære ildtunger slikke himmelhøit tilveirs og det braket og brændte rundt omkring. De første tilskuere kom nu fra den øvre bydel. De viste ikke hvad der var hændt. De fleste trodde det var en av Jernverkets ovne som var eksplodert. Borte paa Tinnebroen begyndte der i løpet av nogen faa sekunder at samle sig folk og deres stadige spørsmål lød:  hvor mange menneskeliv er strøket med. Saa fælt som det saa ut, trodde man jo ganske sikkert at nogen maate være omkommet.

Et uhyggelig skue.
Den ene væg i Stenstads gaard, som brændte, var bokstavelig talt trykket ind og i Øiens gaard var der var der ikke en hel glasrute. Det samme var ogsaa tilfældet i Th. Th Mørks gård samt Landmandsgaarden. Paa baneovergangen til Tinnebroen laa en hel mængde elektriske ledninger, som folk stadigvæk kom i berøring med. Til alt i held var det i
eksplosionsøieblikket blit kortslutning saa strømmen var borte. Hadde ikke det vært tilfælde, vilde nok mange menneskeliv gaat tapt. Saalangt vort øienvidnes beretning.

Brandvæsenet utforte et heltemodig arbeide.
De færste brandmandskaper kom nu tilstede. Der blev spurt om Stenstads benzintank, som laa midt mellem de breendende bygninger, var eksplodert. Imidlertid stod tanken der urørt midt i flammehavet. Men man kunde hvert øieblik vente at benzinen vilde antændes. Og da. Trods den uhyggelige visshet, tok brandmandskaperne fat på sit farlige arbeide. Først blev tilskuerne drevet langt tilbake, for i tilfælde den ulykke skulde hænde at ogsaa benzinen eksploderte, at ikke alle disse mennesker skulde sætte livet til. Paa sig selv og den fare de svævet i tænkte dog ikke brandfolkene, men tok ufortrødent fat paa slukningsarbeidet. Denne deres heltemodige bedrift skal ikke glemmes. Der blev lagt ut en mængde slanger og vandtrykket virket meget tilfredsstillende. Efter en kort stunds forløp fik man ogsaa hjælp af Salpeterfabrikens brandvæsen. Det saa nu en tid ut som hele kvartalet vilde bli flammenes rov. Ilden hadde allerede tak i, foruten Øiens og Stenstads huse, de to mindre bakgaarde, hvor ogsaa et par familier bodde.

Kampen mot flammene.
Der opstod nu energisk en kamp med ilden, som stadig væk truet med at bre sig. Særlig stod det haardt om Mørks gaard og Meierisalen, hvor Telemarksposten har sine lokaler. Takket være en solid brandmur og de flinke brandmandskaper, lykkedes det at redde det sistnævnte hus, som var værst truet Der blev dog adskillig vandskade i trykkeriet. I løpet av et par timers tid blev imidlertid brandvæsenet herre over ilden, men i ruinerne brændte der til langt på dag.

Døden lekte med menneskene.
Foruten Peder Haug og families mirakuløse redning, som vi omtaler paa 1ste side, skal vi nævne et par andre eksempler paa hvorledes nær sagt døden har lekt med menneskene uten at kræve sit offer. Oppe i et værelse i Mogensens pensionat i Landmandsgaarden bodde en ung mand, kontorist Egedahl Ved eksplosionen blev alle møbler slynget hulter til bulter og glasrutene slyngedes med vældig kraft ind i værelset, Men han selv slap fra det med nogen mindre skrammer i an sigtet. Vi hadde et par timer efter anl. til at avlægge et besøk paa værelset. Det saa aldeles rædselsfuldt ut. Døren var splintret og taket, hadde slaat revner. Mot væggen rundt sengen var glasskaar slynget med slik kraft at de sat indtil en ½ tomme ind i panelingen. I Øiens gaard bodde hr. Thorgrim Olsen med frue. Deres leilighet vendte ut mot eksplo sionsstedet. De fandt sig igjen paa gulvet sammen med alt sit bohave. En komode var væltet og sengen var flyttet til den andre ende av værelset. Fru Olsen fik et stygt glasrisp i ansigtet men slap forøvrig helskindet fra det. En mand, som bodde i bakgaarden til Stenstads gaard fik ogsaa endel molest i ansigtet og paa hænder. Han var oversprøitet av blod.
I 2den etage i Øiens gaard hadde en postmand værelse. Han blev saaret i benet av glasskaar og maatte til læge. Forøvrig fik ingen av leiboernre av de gaarde som brændte ned reddet ut det aller mindste.

Byens utseende igaar.
Det var intet vakkert syn at komme til Notodden igaar. Allerede langt oppe i Storgaten var flittige snekkere beskjæftiget med at spikre lemmer for ituslaatte vinduer. Vi talte ialt 42 store speilglasruter som var get med at spikre lemmer for ituslaatte vinduer. Vi talte ialt 42 store speilglasruter som var gaat i knas. Kom man længere nedover blev utseendet værre og værre. I gaten lå foruten glasbiter også stenstykker og træsplinter, som var blit slynget fra den bygning, hvori dynamitten laa opbevart. Hos urmaker Gogstad var vindusuret stanset 9 minnutter på 3, antagelig det øieblik eksplosionen fandt sted. I den nærmeste omegn omkring ulykkesstedet stod der hele dagen igjennem en tæt tilskuerskare, som interessert iagttok de frygtelige ødelæggelser. En mængde folk fra de nærliggende bygder, som hadde hørt eksplosionen, kom tidlig på dagen nedover for at hvad der var paa færdes Der hersket hele dagen igjennem en dyster uhyggesstemning

I dag.
Der foreligger idag intet særlig nyt ang. eksplosionen. Paa brandtomten gik der vagt i hele nat. Igaaraftes kom ildsfarlighetinspektøren opover. Han foretok i formiddag sammen med politimester Krog en befaring av brandtomten. Hvordan eksplosionen er opstaat eller hvor stor mængde sprængstof der opbevartes i skuret er fremdeles et aapent sporsmaal. Politiet er imidlertid energisk beskjæftiget med at anstille efterforskninger og man faar haape at det lykkes at skaffe fuld klarhet over hvordan den sørgelig katastrofe, som berøvet saa mange familier deres hjem og forretnings drivende deres lokaler, er opstaat. En av de som har lidt et meget følelig og uerstattelig tap er Møsvandskomiteen, som hadde sine kontorer i Øiens gaard. Hele dens arkiv, beregninger, statistik o.l. som det har tat aars arbeide at skaffe tilveie, strøk med. Likeledes blev advokat Fliflets arkiv luernes rov.

På et bilde tatt i 1910 ser vi til høyre for broen Stenstads gaard, lagerbygget der eksplosivene var lagra og helt til høyre i bildet Øyens hus. Alle disse husene brant.  Foto. DM / NIA

Se bildet på Digitalt museum her

---

Johannes Strandli f. 22. februar 1865 d. 10. september 1925

I Notodden arbeiderpartis reprentantskapsmøte november 1951 behandlet møtet et skriv som forelå fra Notodden og Omegns Arbeidermannsforening et forslag om at det ble satt i gang arbeid med å få reist et minnesmerke over den første ordføreren i Notodden, Johannes Strandli. I møte var det stor enighet om at Strandli hadde gjort et fremragende arbeid for arbeiderklassen i Notodden og var uten tvil et minnesmerke fortjent. På møtet deltok bl.a. Emil Ødegård, Saamund Bergland, Hans Helgesen, Erik Haugen, Hans Kåsa og Kristian Lunder.
Kristian Lunder uttalte følgende: «Jeg må si jeg er tiltalt av tanken. Strandli var ingen stor, ruvende personlighet, men en mann som gjorde sitt beste for byen og for arbeiderklassen. Han spilte en meget stor rolle, som ordfører midt i anleggstiden og dens vansker. Jeg vil foreslå at det velges en komité som undersøker hva en gravstøtte eller en bauta ville koste.» Forslaget ble enstemmig vedtatt og til komite ble valgt: Emil Ødegård, Kristian Lunder og Hans Helgesen.

Minnesmerket kom opp på Strandlis grav på Notodden kirkegård, men «nærmest» glemt helt til Notodden Historielag etter tips fra publikum tok kontakt med Notodden Arbeiderparti som på kort tid tok tak i saken og forvandlet minnestedet til igjen å fremstå som et verdig minne over en pioner i politikken på Notodden.

Johannes Strandli
Manden og opgaverne

Notoddens første ordfører, er født i 1865 i Furnes, Hedemarken. Som bondegutter pleier blev han alt i 8 aars alderen gjætergut. Siden har han altidt slitt i haardt arbeide, særlig som anlægsarbeider. Han har været med ved de fleste av de store anlæg – først som almindelig arbeider, senere som «bas». Nu er han opsynsmand ved vandverksanlæget i Notodden, og saa skal han arbeide i den nye kommunen som dens ordfører. Til den gjerning har han mange forutsætninger. Først og fremst har han gaat den ypperlige skole i fagforeningen. I 1899 var han med og stiftet jord og stenarbeiderforeningen, og siden har han været en ivrig fagforeningsmand. Derfor har han ogsaa blitt brukt til en masse tillitsverv. Han har bl.a. været vor varamandskandidat ved stortingsvalget ved stortingsvalget i 2 perioder. I skolestyret har han sidtet og i herredsstyret. Indtil nu var han tillike forlikskommisær for Hitterdal.Johannes Strandli faar alle partiers lovord for sin sympatiske og rolige færd. Han forstaar at arbeide sammen med folk. Han forstaar ofte ved et lite muntert ord jevne ut stridigheter.Det saa jeg, da jeg traf ham første gang. Det nye kommunestyret holdt sitt første møte. Rolig og sindig ledet den nye ordfører møtet som for øvrig var meget stilferdig. Men så blev det plutselig en hel liten skarp debat om feiringen av Notoddens første fødelsedag. En uttalte sin harme over, at øvrebyen ikke var repræsentert i den komite, som var foreslaat. Da sa ordføreren: Han hadde nå den tro, at de mænd som var foreslaat nok vilde sørge for, at de blev vækket i øvrebyen ogsaa. Og i munterheten over det kom forsamlingen snart til enighet – resultatet er kjent fra telegrammerne. Men dette møtet og endnu mere min samtale bekreftet med Strandli gav mig det indtryk, at vort parti hadde været heldig i valget av den mand, som skal lede arbeidet deroppe. Praktisk og grei var han i sin tale som i sit syn paa sakerne. Han er av de folk, som ikke straks buser paa og – forspilder alt. Han ser og veier og tar skridtet slik, at det ikke skal bli reaktion efterpaa, – men skridtet gaar altid i den rigtige retning. Det er mangt om meget at ta fat paa for det nye kommunestyre, men partiet har ikke lovet guld og grønne skoger. Imidlertid er det mange interessante opgaver som kan løses i det kommende aar slik at kommunens utvikling blir lagt riktig an.«Ja, det er en stor by,» sa Strandli, «bare veiene er 9 kilometer, og det skal nå oparbeides. Men det kan bare skje stykkevis. Det blir først og fremst torvet da og hovedgaten fra bryggen og opover til Ramberg, Saa er det vand- og kloakvesenet, som maa ordnes snarest mulig.»«Skal kommunen selv – ?»«Ja naturligvis. Private entrepenører skal vi ikke ha noget av.»«Ja men du har jo Deres stilling hos en slik entrepenør!»«Det blir det samme.»Jeg tenkte – ja ordføreren maa vel kunne brukes til opsynsmand i det kommunale, naar, private kan bruke han forsaavidt! – Men allikevel – er det ikke nødvendig at kommunestyrets medlemmer faar løn i sin funksjonstid – ellers blir de fleste av vore folk hindret fra at ta paa sig det arbeidet. Særlig ordførerstillingen da. – Men Strandli fortsatte, og han nævnte en rekke andre saker som snarest maatte ordnes. Gravlund og likkapel maate skaffes – Interimskirken fik foreløpig greie sig som kirke. Skole holdt de netop paa at bygge, og kommunal middelskole saa snart som raad var.
«Så er det belysningen. Nu er det Tinnfos bruk som skaffer kraften. Det blir uholdbart i længden, for kommunen er jo ganske prisgitt eierens påfund. Streik og lockout kan stoppe hele greia. Saa vi har planer oppe om vort eget elektrisitetverk. I det hele maa vi jo frigjøre os mest mulig fra storkapitalens magt over byen. Og det er ikke smaaterier her.»
«Ja, men så gir det god intægt?»
«Ja naturligvis. Og forsaavidt er vi nok glad i den. Men den den skal ikke kunne styre byen her. Det vi skal gjøre. Men som De sa – indtægter faar vi av de store anlæg. Vi har salpeterfabrikken, carbidfabrikken, Tinnfos papirfabrikk og snart jernverk med kraftstation. Og dessuten Lienfos kraftstasjon. Det trænges. For som jeg har vist – det er meget at gjøre her, saa vi maa bruke skattefundamenterne saa meget vi kan. Derfor skal vi nu til at taksere eiendommene. Det er jo store gaarder indenfor byens grænser. I alt er byen 500 maal. Og den ubebyggede grund skal særlig beskattes som vi har adgang til. Dessuten har vi andre indtæktskilder!»
«Ja, den kommunale kinemotograf»! –
«Naa, den er ikke helt kommunal, men indtækten gaar til kommunen. Og nå skal den gaa helt over samtidig som vi lager en til og nægter andre koncession. Paa de to kinematografer skal vi aarlig tjene mindst 20 000 kroner til sammen.»
«Er det ikke mange vanskeligheter med at faa det ordnet kommunalt – – er det utredet – ?»
«Nei vi trænger ingen utredning til det. Det er saamen letvindt nok. Det er bare at kjøpe maskinerne det og saa indgaa overenskomst med et par filmsselskaper, saa den sak er iorden.»
«Skal kul og koks sælges av kommunen?»
«Vi kan ikke faa ordnet det i aar. Men det skal snarest sættes i gang. Men send mig Johannes Dahls artikler om det i «Det tyvende «aarhundrede» er De snild.»
«Sykeplein da?»
«Det vet, at det er vanskelig at faa det i orden slik som sykeforsikringen ble laget. Man saa galt som det gaar med kassen her, maa det vel gi støtet til en forandring. Foreløpig maa vi bare se at faa bygget sykehus.»
«Og De tror at de var heldig, at vi kom til magten med en gang?»
«Ubetinget. Det kan gjøres meget galt i en kommune bare i et aar, og nu har vi da sikkerhet for, at alt gaar som det skal. Dessuten er de jo i mange andre ting det har sin betydning, at vi har flertallet. Som nu f.eks. ligningen og de kooperative forretninger. Vi har baade alminnelig kooperativ forretning, og et bakeri. Og vi skal nok støtte dem saa godt vi kan. Jo, jeg tror vi skal faa arbeidet til gagn for kommunen.»
Og det lyste tro og arbeidsglæde av det furete, værbitte ansigt.
«Tidens Tegn» har ytret sin bekymring over, at vi nok ikke hadde folk, som var skikket til at overta ordførerstillingen rundt i landet.
Men vi har det, det blev jeg dobbelt overtydet om efter min samtale med Johannes Strandli.
Kristofer Uppdal har fortalt os om anlægsarbeideren, har git han plads i lieraturen. Nu skal den nye ordfører i Notodden vise os om han ogsaa har plads i politikken, om han der har det samme gode egenskaper som anlægsarbeider i det praktiske liv. Derfor vil alle følge den nye kommune med vaktsomt interesse, ikke mindst fordi det her gjælder en helt ny by, en by som skal reises midt inne i landet like under storkapitalens vælde. Maate det nye socialistiske kommunestyre ha den lykkelige evne til at bygge et socialistisk Notodden saa fast og sikkert, at det aldrig falder ind under styret av grundeierbøndene eller storkapitalisten.

I.D.

Avskrift fra Sosial Demokraten 7. januar 1913  (Ole Arvid Vassbotten)

Idag er det fest på Notodden, fykets  yngste by, men ingenlunde den mindste. Dagen og utstillingen er som rimelig kan være imøteset med meget forventning deroppe. Men ogsaa dens nabobyer – ikke mindst Skien – følger begivenhetenheterne med interesse. Notodden er som bekjendt skapt av industrien og blev bykommune i juli 1913. Stedet hadde da 4800 indbyggere. Bebyggelsen hadde allerede længe været bymæssig og dog hadde den ikke utseende av en by i moderne forstand. Saaledes manglet den gater. Færdselsaarene i den indre by var veier, ikke gater.  I disse kunne en endnu se der store træstubber. Stedet var vokset saa hurtig frem, at dets «væsener» ikke hadde formaadd at holde skritt med bebyggelsen. I dag er imidlerid Notodden noget helt andet end den den var den gang. Endnu er den jo ikke helt færdig som by, men det er rent imponerende at se alt som er utrettet i de 9 aar den har været bykommune. Vi skal se nærmere paa utviklingen. Alene til gater er der medgaat 600,000 kroner, fortæller borgemester Dalen os. Heri er medregnet hvad Notodden har lagt ut Jønsiveien og grundavstaaelser med videre. Byens viktigste trafikkaare er Storgaten, som gaarser med videre. Byens viktigste trafikkaare er Atorgaten, som gaar gjennen byen paa det nærmeste i hele dens længde.  Denne gate er fuldt oparbeidet og stensat i næsten i helhet. Ved denne gate ligger ogsaa byens torv, som paa et par aar ikke er til at kjende igjen. Paa torvet, med frot mot Storgaten, er der opmuret et litet vakkert plataa med et søylegjærde av sten og betong omkring. Det har været en del strid i byen inbyrdes om dette plataa. For en, som kommer reisende til byen virker det imidlertid meget tiltalende. Naar det, som planen er , blir en græsvold utenom og et fontænearragement midt paa plataaet, blir det visserligen meget vakkert.

Noget med det kjedeligste man kunde være utsat for i Notodden før var at komme reisende til den nye jernbanestasjon. Man matte kyve op baade kleiver og bakker for at komme ind i byen. Nu fører det to utmerkede gater ut fra stasjonen, en til den øvre og en til den nedre bydel. Det tar bare nogen faa minutter at komme ind i selve hovedbyen.
Vand og kloakvæsenet stod det i 1913 ikke stort bedre til end med veiene. Man hadde rigtignok en hovedledning, men fordelingsnettet var mangelfuldt. Hovedledningene blev overtat for 200,000 kroner. Siden er der paakostet vand og kloakvæsenet kr. 600,000. Man holder videre paa med at bygge paa reservoiret, hvilket er anslaat til at skulle koste 700,000 kroner. Naar dette arbeidet er fuldført haaper man at faa vand nok og godt vand.

Av skoler, hadde man en folkeskole, som man paakostet 60,000 kroner, saa den tilfredstillet de foreløbige krav. Krigen hemmet en tid den nybygging, som var planlagt. Senere er det imidlertid utrettet overmaate meget. En ny folkeskolebygning er kommet til, likesaa en moderne gymnastikksal – i alt er der til skoler medgaat ca. 800,000 kroner. Man har imidlerid ikke stoppet op hermed grundmuren er allerede lagt til ny middelskole. Den, som vil være ferdig bed nærmeste skoleaars begynnelse, kommer paa 300,000 kroner. I fjor begyndte man med et privat gymnasium med en klasse og 15 elever. Iaar er dette utvidet til 2 klasser og 25 elever. Meningen er med tiden at faa en kommunal latinskole.
Skolens utvikling illustreres godt ved økningen i elevernes og lærernes antal. Folkeskolen hadde i 1913 ca. 700 elever og 24 lærere og lærerinder. Iaar er tallene henholdsvis 1300 og 41. Ved middelskolen var elevtallet i 1913 ca. 60 nå 130.
For et par aar siden blev byens helt moderne sykehus færdig. Paa dette har kommunen hat en utgift paa ca. 400,000 kroner. Videre er der opført et lazaret, som har kostet 60,000 kroner, og i 1914 kunde byen invide sit nye bad med svømmebassin og for øvrig helt moderne utstyret.
Av andre kommunale tiltak kan nævnes at byen driver egen kinematograf i en nyopføret og moderne bygning. Alderdomspension er også indført, likesom der er opprettet pensionskasse for de kommunale funktionærer. Til en sportsplass for byens har kommunen bevilget 25,000 kroner; foruten 10,000 gjennem kinemotografen. Sportsplassen vil snart være ferdig.
For byens fremtidige kraftforsyning er der ogsaa sørget, idet man har eksproprieret Sagafos for ca. 200,000 kroner. Det er meningen, at byen i sin tid skal faa eget elektricitetsverk. Paa grund av dyrtiden har man imidlerid stillet utbyggingen i bero og foreløpig sikret sig kraft fra Tinfos.
– Hvad som er utrettet for at fremme boligbyggingen kunde ha fortjent et kapittel for sig. Byen har til dette formaal indkjøpt en del tomter og videre ydet 210 tusen kroner i form av nedskrivingsbidrag. De kommunale tiltak paa dette omraadet har ført med sig, at 48 nye huse eller ca. 100 leiligheter er opført eller er under opførelse. «Norsk Hydro» har selvfølgelig ogsaa her, som andre steder hvor dette selskap er interesseret, gjort meget for at fremme boligbyggingen. Den vakre bydel «Grønnebyen», som ligger oppe paa en høyde midt i den nuværende by, skyldes saaledes «Norsk Hydro» sin tilblivelse. Samme selskap har dessuten lat opføre en mængde «Egne Hjem»s boliger for sine arbeidere andetssteds i byen.

Alle disse tiltak har selvfølgelig ogsaa vist sig i byens buget. Dette hadde i 1913 i rund sum det beskjedne tal 300,000 kroner. Ifjor var budgettet oppe i ca. 1,9 millioner. Iaar er det gaat ned til 1,65 millioner. Herav maa dog ca. 600,000 kroner skrives paa konto av tap paa kriseforanstaltninger, noget som selvfølgelig heller ikke Notodden er gaat fri for.
Her er ikke stedet til at nævne alle de mænd, som har staat i spissen for dette arbeide. Men to av dem kan ikke forbigaas. Det er byens borgermesterhr. Dalen, som har fulgt stedet og byen gjennem aarene og dens nuværende greie ordfører entrepenør A. C. Aasness. De nedlægger i denne tid meget arbeide for sin by.
Notodden har hat en rask utvikling – en utvikling som byens autoriteter vil søke at fortsætte og gjære det til et centrum. Et ledd i disse bestræpelser er da fylkesutsillingen. Det vidner baade om fremsyn og tiltak, at byen har gaat til et saa stort attangement netop nu i de daarlige tider. I sin tid vil vel imidlertid byen faa det igjen. Notodden er en vakker by, har en central beliggenhet og store muligheter for en videre utvikling. De er gjort store anstrængelser for aa faa utstillingen om og aapningsdagen smuk og værdig. Det er lykkedes aa faa kongen til aa aapne utstillingen idag og kongens nærvær vil selvsagt bevirke, at tilstrømningen blir større.

ogsaa her i Skien ønsker vi, at Notodden by og utstillingens mænd vil faa gavn og glede av sine anstrængelser. En sund kappestrid mellem byerne er bra og Skien og Notodden tilhører det samme vakre fylke, hvis trivsel er en fælles interesse.Fylkesutstilingerne er en av landbruksselskapets foranstaltninger til at mønstre næringslivet i det distrikt hvor utstillingen holdes. Den første utstilling her i fylket efter krigen har.
Notodden paatat sig at arrangere. Det er nu 28 aar siden Notodden hadde fylkeutstilling, men stedet var da bare en liten flæk, og utstillingen omfattet væsentlig jordbruk, skogbruk og haandverk. Denne gang vil ogsaa industrien faa en bred plass, saa utstillingen i det hele nu blir fyldigere. Notodden er jo siden sisste utstilling blit by og utstillingen vil derfor nødvendigvis betegne en intimere forbindelse med industrien. Naar Notodden hat paatat sig et saa vidtløftig arrangement, som en utstilling nu engang er, saa er det for at bringe den unge men driftige by videre fremad, knytte en intimere forbindelse mellem land og by og gjøre Notodden til et centrum for de distrikter som naturlig hører ind under den. Utstillingen skulde egentlig ha været holdt ifjor, men blev av forskjellige grunde utsat til iaar. Selve utstillingen har neppe tapt noget paa det. I utsættelsesaaret har der nemlig været arbeidet ihærdig for at bringe utstillingen paa det høiest mulige nivaa.

Den som i første række har været den drivende kraft i ut stillingens tilblivelse er hr. ingeniør Frimann Nergaard, som ogsaa som den selvskrevne blev valgt til formand i utstil lingens hovedstyre, da dette blev konstitueret. De øvrige medlemmer av hovedstyret er: Godseier G. M. Tinne, næstformand, ordfører A. C. Aasness, borgermester Hans Dalen, drifts bestyrer Bjarne Hansen, gaardbruker Neri Valen, land brukssekretær A. Sollid, murmester F. Andersen, smedeformand O. Gotaas, fylkesgartner Tjomstøl, ingeniør Johan Bugge, stadsingeniør Selmer, politimester Finn Krog, ingeniør Hallesby og disponent L. J. Gjærum.
Videre er der oprettet enind kvarteringskomite med kjøbmand H. Coward som formand og et fornøielesutvalg, hvis formand er redaktør Ingemann Ødegaard Utstillingens sekretær er hr. overretssakfører Gudbrand Jensen.

Ingeniør Frimann Nergaard uttaler om utstillingens opgave blandt andet:
Med den beliggenhet som Notodden har og med sine gode kom munikationer, skulde byen ha alle betingelser for at bli et centrum for store dele av fylket. Denne utstilling vil i første række bevirke at byen og dens opland vil knyttes nærmere sammen – , dernæst vil den skaffe en stor omsætning av varer og specielt vil det bli en øket tilgang paa landbruksprodukter. Utstillingen vil vise, hvor langt den hjemlige industri og det hjemlige haandverk er kommet. Likeledes er det utstillingens opgave at vække interessen tillive for husflid, for havebruk og all, binæringer. Forhaabentlig vil den ogsaa virke til at skaffe byen en øket turiststrøm. Byen skulde jo ha de bedste betingelser for at bli en virkelig turistby.

Utstilingen vil komme til at omfatte 11 grupper, nemlig: Industri, haandverk, husflid, jord bruk, skogbruk, jordbruksprodukter og landbruksprodukter i en hovedgruppe, meieriproduk ter, havebruk, dyrskue, fjærfæ og kaninavl, elektricitet, huslig økonomi og turist- og sportsvæsen. Med undtagelse av formanden er alle hovedstyrets medlemmer formænd i hver sin gruppe eller utvalg. En meget vigtig faktor ved en slik utstilling er selvfølgelig finanserne. Den som dette spørsmaal i første række ved kommer er borgermester Dalen, som er formand i finansutvalget. Av andre indre organer kan nævnes arrangementsutvalget, hvor hr. ingeniør Hallesby er for mand. Enhver, som kommer paa utstillingen vil kunne forvisse sig om, at arbeidet med arrangementet har været lagt i de bedste hænder. Noget, som betegner noget helt nyt med hensyn til utstillinger, er gruppen for huslig økonomi, hvis formand er hr. ordfører A. C. Aasness. I den ne gruppe vil der bli demonstrasjoner av mattillyning, utnyttelse av matrester, opbevaring av mat og saa videre, samt holdt foredrag om hjemmets daglige økonomi og hygiene og andre for hjemmet vigtige spørsmaal. Likesaa skal der være en avdeling for repareret tøi, omsydde klær og en særlig avdeling for barnetøi. Man forstaar idet heletat, at denne gruppe rigtig vil bli noget for husmødrene.

Den største gruppe paa utstillingen blir husfliden. Formand for denne gruppe var oprindelig skolebestyrer Evje, som imidlertid paa grund av sykdom har maattet trække sig tilbake, og formand er nu murmester F. G Andersen. Man har for denne avdelings vedkommende maattet begrænse gjenstandene til kun at omfatte virkelig husflid, ting, som kun er utført i ledige stunder og uten hjælp av maskiner. Allikevel omfatter gruppen 755 nummere. I et «elektrisk» fylke, som Telemark, vil selvfølge lig elektricitetsgruppen bli om fattet med stor interesse. Denne gruppes formand er hr. ingeniør Johan Bugge og blandt utstillerne er blandt andet Sørlandske Elektriske Apparatfabrik».

Jordbruket og hvad dermed staar i forbindelse vil selvfølgelig sammenlagt bli det hvorom hovedinteressen samler sig. Jordbruk, skogbruk og jordbruksprodukter danner en hovedgruppe med Neri Valen som formand. Formænd i underavdelingerne for jordbruksprodukterne er landbrukssekretær Sollid, for skogbruket, fylkesskogmester Midtun og for landbruksmaskiner, fylkesagronom Aasland. Meieriprodukterne danner fylkesgartner Tjomstøl som formand, likesaa dyrskuet, med G. M. Tinne som formand. Industriavdelingens formand er hr. driftsbestyrer Bjarne Hansen og denne avdeling blir ogsaa meget fyldig. Fylkets haandverk er ogsaa godt repræsenteret. Formand for avdelingen er smed formand O. Gotaas. Den interesserte biavlsmand stadsingeniør Selmer er formand i gruppen for fjærfæ og kaninavl og disponent Gjærum forestaar den rikholdige avdeling for sport og turistvæsen.

En av vore medarbeidere var forleden paa Notodden, og han fik et levende indtryk av hvor dan der er arbeidet for at gjøre utstillingen saa vellykket som vel mulig. Og alle utstillingens vedkommende var i saa travl virksomhet, at de næsten ikke var til at faa itale. Selv formanden for det utmerkede reklame og prisutvalg, hr. politimester Krog, hadde kun nogen faa minutter at avse til os. Han som alle de andre skulde til et vigtig møte i hovedstyret.Oppe paa utstillingsomraadet ved folkeskolen var travle hænder beskjæftiget med at reise en utstillingsbygning, som bygges oppaa fundamentet til den nye middelskole. Alle folkeskolens lo aler samt det nye gymnastik lokale vil bli avgit til utstillingen. Barna har i den anledning faat 3 ukers ferie, hvilket selvfølgelig har slaat godt an. Fra skoletomten fører der en trap ned til restauranten og fornøielsesavdelingen. Restauranten er kommet i gode hænder, idet den er overtat av frøken Hansen i Festiviteten her i byen. Hun har ogsaa tat med sig derop Brekke Parkcafès utmerkede orkester, som vil spille til dans hver kveld fra kl. 6 til 11. Fornøielsesavdelingen forestaas som allerede nævnt av redaktør Ingemann-Ødegaard. Under en kollegial samtale vi hadde med ham betrodde han os, at vi der skulde «faa se noget vi aldrig hadde spist og høre noget vi aldrig hadde set>>, Der vil her bli karusel, >, dukketeater, en kjæmpedame og megen anden rigtig markedsunderholdning. I restauranten vil der bli opsat en scene, hvor blandt andet er lokal revy blir opført. Revyen er skrevet av lokomotivfører Lunder og har den for stadsingeniør Selmer nærgaaende titel: «Daglig liv i hønsegaarden.»
De som agter at besøke Notodutstillingen vil idet hele ikke bli skuffet. Man vil komme til en festklædt og nyoppudset by. Det sisste har indvaanerne ikke mindst været utstillingens vedkommende behjælpelig med, idet de har vist utstillingen sin interesse med at pudse og male over en lav sko. Man venter selvfølgelig stort indryk av tilreisende og alle vil nok ikke kunne faa overnatte. I den anledning holder jernbanerestauranten oppe til kl. 2 nat, da tog gaar nedover og korresponderer paa Hjuksebø med nattoget fra Krtsiania.

Paa utsillingen
Notodden idag.

Da kongetoget kom igaaraftes var ca. 3000 mennesker fremmøtt og kongen fik en festlig mottagelse. Alle hoteller var overfyldt inat og idagmorges er der et livlig folkeliv i gaterne, som er smykket med flag. Paa utsillingen er der arbeidet i hele nat og klokken 10 skal alt være færdig. Blandt utstillerne vil man visseilg lægge merke til Skiens Smørfabrik, Skiensfjordens Sko fabrik, Falkum Lys- og Saapefabrik og Funnemarks Konfektionsfabrik. Lundetangens Bryggeri har en flaskemontre saa høi, at den næsten naar taket i gymnastiksalen. Endvidere bemerkes Dalen Portland og rørlægger Otto Hagen.
I frugt- og hagebruksavdelin gen har Skiens og Porsgrunds gartnere en utmerket kollektiv utstilling av grønsaker. Abraham Traaholt, Eidanger og Olav Lind heim, Skaatøy, vakre frugtutstillinger. Mest opsigtsvækkende i denne avdeling er dog grønsaker fra Sigrid Svalastoga, Rauland, for det er pene ting, dyrket 750 meter over havet. Veiret er det vakrest mulige og alt tegner bra for utstillingen.

Kongen ankommer utstillingen (Foto. Johnsrud / NIA)

Speiderne oppstilt under kongens ankomst  (Foto: Johnsrud / NIA)

Kongen på vei til utstillingsområdet (Foto: Johnsrud / NIA)

Oversikt over utstillingsområdet, «fornøyelsesavdelingen» lå nede i Våladalen. (Foto: Johnsrud / NIA)

Inne på utstillingsområdet. (Foto: Johnstud / NIA)

Et lite glimt fra en av utstillingshallene. (Foto: Johnsrud / NIA)

Det var mange utenbys utstillere, men her er en lokal kjent mann, A.A. Ryen. (Foto: Johnsrud / NIA)
(Det finnes mange bilder fra utsillingen på Digitalt Museum, se link på slutten.)

Oversiktskart, klikk på bildet for å se kartet større, bruk tilbakeknappen for å komme tilbake.
(Fra utstillingens katalog)

Diplom (erindringsmedalje i sølv) tildelt entreprenør og ordfører A.C. Aasness for deltakelse i styret for Fylkesutstillingen 1922, underskrevet av formannen for utstillingen Frimann Nergaard og sekretæren Gulbrand Jensen. (Diplomet tilhører familien)

Original plakat fra fylkesutstillingen avfotografert (gitt av Aasness-familien)

Avskriftene er fra Varden lørdag 23. september 1922, bildene fra Digitalt Museum og fra katalogen for Fylkesutstillingen på Notodden 1922.

Flere bilder fra utstillingen på Digitalt Museum finner du ved å trykke her

I mai maaned for 20 aar siden kom en ung virkelysten læge for at begynde praksis i Hitterdal Han kom fra Haugesund, hvor han hadde praktisert en 3 aars tid. Han slog op sit paulun i Meieribygningen i den stille, landlige idyl som den gang betegnet den industriby Notodden. Det var doktor Carsten W. Janke. Han hører altsaa til vor bys pionerer og vi fandt det derfor paa plass at søke ham for at faa høre om hans første indryk fra stedet.

— Det var ikke rare gaterne med Notodden for 20 aar siden, sier doktoren. «Viktoria» og «Furuheim» hotel, de veirbitte, allerede den gang alderstegne husmandshytterne Tinnesand, Teksten og Notodden, bebyggelsen omkring Tinfos fra Allersbakken til Sagafos samt en del enslige smaahus anbragt som det kunde falde sig langs almannaveien, det var hele stasen. Av industrielle bedrifter var Carbidfabrikken nylig kommet i drift, og Tinfos Papirfabrik hadde eksistert siden 1875. Desuten hadde jo Notodden seminar begyndt sin virksomhet. Ellers var Notodden klædt med dyster furuskog, saa  at man kunde gaa sig vild i den.

–Deres første mindeværdige oplevelser paa Notodden.

–Det maatte utvilsomt være mit første møte med gamle doktor Helmers.
Saasnart jeg hadde faat indlagt telefon og endnu mens jeg var i fuld aktivitet med at pakke ut mit habengut, ringte Helmers op og vilde tale med mig. «Jeg vilde gerne se Dem, – se Dem ja,» – sa han paa den maate, som han var alene om. Jeg indfandt mig paa hans kontor, hvor jeg blev mottat med følgende i sandhet trøstefulde bemerkninger: — «Jasaa, det er altsaa Dem som er kommet hit for at sulte ihjel nu? De kan jo selv følgelig faa litt av hvert at gjøre av mig», sa han. Men noget levebrød blir det ikke her paa stedet, men — jo længere reiser jeg kan skaffe deg, om det saa var til Kautokeino. Jeg begynder jo at bli gammel nu og vil gjerne holde mig til kontorpraksisen. Foreløbig faar De ta en tur til Helleberg i Gransherad. Der er en som har har skaaret puls aaren over paa sig.» Og uten at oppebie mit svar tok han telefonen til Gransherad og sa: «Jeg kan altsaa ikke komme, men dere faar doktor allikevel. Doktor Janke reiser op øieblikkelig.»

Det hjalp ingen kjære mor. Jeg maatte avgaarde. Kaldt var det som i mars, endda det var i mai. Jeg var daarlig klædd og kom frem aldeles forfrossen, men jeg tok fat saasnart fingrene vilde krøke sig om instrumenterne. Og det lyktes mig at finde aaren og underbinde den.

End Helmers’ uheldsvangre spaadom, slog den til? Fra begyndelsen var det ikke for fett. Jeg slet svært i det med ekonomiske bekymringer. Men det rettet sig jo efter hvert, om det end varte en stund før jeg fik fast fot i sadlen. Og da de store anlæggene begyndte i 1905 blev det mer end nok at gjøre. Allikevel regner jeg aarene 1902-03 og 04 som mine kjæreste aar paa Notodden. For det første var det langt vakrere her da end nu. Og folkelivet var mere originalt. Den gang var det Hitterdalsbønderne som satte sit præg paa stedet. Naar de kom i sine vakre nasjonaldragter, fulgte jeg dem med øinene saa langt jeg kunde se dem. Specielt nævner jeg kvindedragterne, som var de vakreste og mest originale jeg nogen gang har set. Mange av disse staute bondefolk er nu døde, og de gjenlevende er likesom forsvundet fra byen. De sitter vel som driftige Gårdbrukere og trauste bondekoner paa gaardene rundt omkring bygden, – folk som den gang stod i sin ungdoms kjækkeste og vakreste vaar.

— Og trots forandringen har De altså ikke flyttet andetstedshen, – kanske ikke en gang tænkt paa det.

— Som de fleste tilflyttede Notodd-borgere har jeg tænkt at Notodden bare skulde bli en stasjon paa livsveien med det kortest mulige ophold. Men som de samme fleste har jeg stadig utsat realisasjonen av denne tanke. Rimeligvis av den grund at Notodden naar det ret kom mer til stykket er et ganske levelig sted. Og er det ikke merkelig! Folk som flytter bort, de kommer om kortere eller længere tid tilbake igjen, – netop til det vanaktede Notodden. Det er rart. Men det er saa. Jeg kun de nævne flere eksempler.

— De har jo foretat mange utenlandsreiser?

— Av mine 20 aar paa Notodden har jeg været tilsammen 5 aar utenlands, hvorav to aar ved Syd Georgia, hvor jeg var læge ved hvalfangstselskapene. Desuten har jeg besøkt England, Frankrike, Tyskland og nu sist Spanien og Nord-Afrika. Endelig har jeg jevnlig gjort tjeneste som sanitetskaptein paa flere eksercerplasser sist i 1918 ombord paa kanonbaaten «Frithjof» under nøitralitetsvernet.

— Jeg har hat den lykke at ha en freidig og livsglad kvinde som hustru ved min side. Uten hende hadde jeg ikke holdt ut.
Jeg har altid været glad i de lange strabadiøse reiser helt til det siste aar, da det synes som jeg ikke taaler dem. Særlig glad er jeg i Hovin, baade befolkningen og bygden. Forøvrig har jeg intet at beklage mig over til nogen kant. Folk har likt mig og jeg dem, og trots mine mange fravær og den skarpe konkurrance har jeg ikke mistet mit gamle klientet og har i aarenes løp vundet mange venner blandt mine patienter.

*

Doktor Janke er anset som en dyktig læge. Hans kundskaper og interesser strækker sig forøvrig langt længere end til medicinen. Han har saaledes et vart øre for sprog og musik, stor bokelsker og glad i naturen.
Paa grund av hans enestaaende fortællerevne er samtale med doktor Janke altid interessant og krydret med esprit og vidd. Er hans dom om folk og forhold kan hænde ofte en smule subjektiv med en understrekning av mild spot, — træffende og vel turnerte er hans karakteristikker dog altid. Kommunalpolitik har han, sier han selv, aldrig interessert sig for. Og allikevel vil man mindes hans velskrevne indlæg i «Teledølen» for nogen tid siden i et saa utpræget kommunalt anliggende som vandspørsmaalet.

Doktor Janke er nylig kommet op fra et kortere sykeleie, hvilket i nogen tid har hindret vort intervju. Vi ønsker doktoren hurtig bedring og tillykke med de før ste 20 aar som læge paa Notodden.

Tilslut kan vi bringe vore læsere den glædelige meddelelse at doktoren i kjælderform vil gi tilbeste en del av sine oplevelser i de forløpne aar som læge.

*

I desember 1922 døde dr. Janke bare 55 år gammel, så sykdommen var nok mer alvorlig enn de trodde da han ble intervjuet i mai samme år.

Minneord 2. desember 1922
Dødsfald
Læge Carsten W. Janke, Notodden, er avgaat ved døden paa Diakonhjemmet i vestre Aker. Han hadde et aars tid været sykelig og ble kun 55 aar gammel. Doktor Janke var fra Brevik og var søn av prost Gustav Janke. Han praktiserte først i Kopervik, senere i Haugesund, nedsatte sig i 1902 paa Notodden, hvor han hele tiden senere virket. Dr. Janke hadde ord for at være en dygtig læge og var almindelig av holdt paa stedet.

*

Janke var fra Brevik, f. 12. juli 1867. Han kone het Johanne og bodde den første tiden i Hefres gård, senere i Storgata 29

De årene Janke praktiserte som lege på Husvik Harbour Syd-Georgia var hans kone Johanne med. Som en kuriositet kan det nevnes at han og hans kone den 18. januar 1915 var fødselshjelpere for Syd-Georgias borger nr. 2 (Fritjof Andersen)

Avskrift fra Teledølen onsdag 31. mai 1922 og Tidens Tegn 2.12.1922
Ole Arvid Vassbotten

---